Ørsted får ECP som partner i det første delvise frasalg i sin Onshore-forretning

Ørsted har afsluttet en handel med Energy Capital Partners (ECP), et førende investeringsselskab inden for energiomstilling, om frasalget af 50 % af en portefølje bestående af tre landvindmølleparker og et solcelleanlæg i USA. Handlen har en værdi af ca. USD 410 millioner.

Porteføljen består af landvindmølleparkerne Lincoln Land Wind, Plum Creek Wind og Willow Creek Wind samt solcelleanlægget Muscle Shoals, der tilsammen har en kapacitet på 862 MW fordelt på fire amerikanske stater. Alle projekterne er i drift, og der er elkøbsaftaler på plads for hele eller dele af produktionskapaciteten. Ørsted bliver ledende medlem af partnerskabet og vil fortsat levere asset management-ydelser til projekterne.

Handlen blev finansieret via et ’fund of one’-partnerskab (Renewable Power Fund Plus) mellem ECP og Teachers Insurance and Annuity Association of America (TIAA), en amerikansk Fortune 100-organisation, der leverer finansielle ydelser, og med gældsfinansiering fra Mitsubishi UFJ Financial Group (MUFG). Renewable Power Fund Plus ejer nu 50 % af et nyligt oprettet selskab, som forvalter de fire projekter. TIAA ejer også den globale kapitalforvalter Nuveen og datterselskabet Glennmont Partners, der købte 50 % af Ørsteds tyske havvindmøllepark Borkum Riffgrund 3 i 2022.

Dette er Ørsteds første delvise frasalg i Onshore-forretningen. Samtidig er det første gang, at Ørsted frasælger flere aktiver i én handel som en del af sit program for delvise frasalg. Med handlen frigør Ørsted en væsentlig mængde kapital, som kan understøtte selskabets ambition om globalt at installere 50 GW vedvarende energi inden udgangen af 2030. Ørsted har i dag over 5 GW landvind- og solenergiprojekter i drift og under opførelse i USA og Europa.

Neil O’Donovan, administrerende direktør for Ørsted Onshore, siger: "Jeg er virkelig glad for, at vi har skaffet en så stærk investeringspartner som ECP, der har omfattende erfaring med el og vedvarende energi, til det første delvise frasalg i vores Onshore-forretning. Denne handel er endnu en vigtig milepæl på vores Onshore-rejse, og den viser, at vores projekter skaber værdi. Vores evne til at rejse kapital vil bidrage til Onshore-forretningens fortsatte vækst. Jeg er stolt af vores team, der har fået denne aftale på plads." 

Schuyler Coppedge, partner i ECP, siger: "Vi er glade for at investere i denne portefølje af idriftsatte vindmølle- og solcelleparker, der understøttes af langsigtede, solide pengestrømme på attraktive markeder. Vi glæder os over at blive partner med Ørsted, der er kendt for at eje og drive projekter inden for vedvarende energi rundt om i verden og fortsætter med at udvide og diversificere sin Onshore-forretning."

Fakta om porteføljen 

  • Porteføljen består af tre landvindmølleparker (Plum Creek Wind, Willow Creek Wind og Lincoln Land Wind) og et solcelleanlæg (Muscle Shoals) med en samlet kapacitet på 862 MW.
  • Porteføljen er fordelt på fire amerikanske stater (Illinois, Nebraska, South Dakota og Alabama) og tre markeder (MISO, SPP North og TVA).
  • Projekterne er alle i drift, og der er elkøbsaftaler på plads for hele eller dele af produktionskapaciteten.
  • Ørsted bliver ledende medlem af partnerskabet og vil fortsat levere asset management-ydelser til projekterne.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Media Relations
Tom Christiansen 
99 55 60 17
tomlc@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com 

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Desuden leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Derudover sigter Ørsted mod, at alle nye grønne energiprojekter, som selskabet sætter i drift, skal have en netto-positiv biodiversitetspåvirkning senest i 2030. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 7.292 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2021 en omsætning på 77,7 mia. kr. (10,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Om ECP
ECP blev grundlagt i 2005 og er en førende investor i infrastrukturaktiver inden for energiomstilling, elektrificering og reduktion af CO2-udledning. ECP-teamet, hvis 65 medarbejdere tilsammen har 500 års erfaring inden for branchen, har i løbet af de sidste ti år afsluttet mere end 60 handler til en samlet markedsværdi på over USD 45 milliarder. Du kan læse mere om ECP på www.ecpgp.com.

Vedhæftninger