Lave energipriser påvirker resultatet og omstillingen til grøn energi er
fremskyndet
Bestyrelsen for DONG Energy A/S har i dag godkendt delårsrapporten for de
første 9 måneder af 2009, som viser følgende udvikling sammenholdt med
resultatet for de første 9 måneder af 2008:
Omsætningen faldt med 5.821 mio. kr. til 35.791 mio. kr. som følge af
væsentlig lavere olie-, gas- og elpriser. Dette blev delvist modsvaret af
højere gasproduktion fra Ormen Lange feltet
EBITDA faldt med 4.163 mio. kr. til 6.830 mio. kr., primært som følge af
lavere omsætning samt tidsforskydningseffekter relateret til de kraftige
udsving i markedspriserne på olie, gas og kul
Resultat efter skat blev 1.081 mio. kr. mod 5.177 mio. kr., bl.a. fordi der
er foretaget nedskrivning af fibernettet med 508 mio. kr. i forbindelse med
frasalg
Pengestrømme fra driftsaktivitet steg med 2,2 mia. kr. til 10,2 mia. kr.
Forbedringen skyldes pri-mært en reduktion i driftskapitalen
Der blev investeret for 13 mia. kr. i nye aktiviteter og eksisterende anlæg,
herunder olie- og gasfelter, gasfyrede kraftværksprojekter i Wales og Holland,
vindmølleparker og selskabet A2SEA, der installerer havvindmøller
Vindmølleparkerne Horns Rev 2 i Danmark og Storrun i Sverige blev indviet i
3. kvartal og derudover påbegyndtes testproduktion fra Gunfleet Sands 1 og 2 i
Storbritannien og Karnice i Polen
”Gas- og elmarkederne er stadig påvirket af faldende efterspørgsel og lave
priser. For at tilpasse os denne situation, gennemfører vi betydelige
omkostningsreduktioner og omstilling til mere grøn energiproduktion. Det sker
bl.a. ved at skrinlægge udviklingsprojekter for kulkraftværker i Skotland,
Storbritannien og Tyskland. I forlængelse af nedlukning af to danske kulblokke
sidste år, nedlukkes yderligere to danske kulblokke fra april 2010 som følge af
den lave efterspørgsel. DONG Energy's samlede kulbaserede kraftværkskapacitet
i Danmark er herefter reduceret med omkring 25%. Det styrker vores økonomi og
fremskynder omstillingen til en grønnere profil i selskabet”, siger koncernchef
Anders Eldrup.
Forventninger til 2009
Forventningen til EBITDA for 2009 er uændret og EBITDA forventes fortsat at
falde væsentligt i forhold til 2008. Resultat efter skat forventes ligeledes at
falde væsentligt i forhold til 2008, idet forventningen til resultatet efter
skat er uændret bortset fra nedskrivningen af fibernettet. Som hidtil forventet
indgår der heri et væsentligt svagere 4. kvartal i forhold til de foregående
tre kvartaler.
Yderligere information:
Louise Münter
Media Relations
Telefon: 99 55 96 62
Morten Hultberg Buchgreitz
Investor Relations
Telefon: 99 55 96 86
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
6.000 medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr. (EUR 8,2 mia.) i 2008.
For yderligere information, se www.dongenergy.com