Ørsted vil fange og lagre 400.000 tons CO2 i 2025

Fra 2025 kan Ørsted fange og lagre 400.000 ton CO2 pr. år. Fangstpotentialet baserer sig på Ørsteds nyeste halm- og flisfyrede kraftvarmeværker.

Ørsted planlægger at etablere CO2-fangst på det flisfyrede kraftvarmeværk Asnæsværket i Kalundborg samt på Avedøreværkets halmfyrede kedel i Storkøbenhavn. Teknologien og logistikken for håndtering og lagring af CO2’en fra de to anlæg er på plads, og hvis der opnås økonomisk opbakning fra det igangværende udbud for CO2-fangst og lagring, kan Ørsted være klar til at fange og lagre 400.000 tons CO2 allerede i 2025, som også er målet med den politiske aftale om CO2-fangst og lagring, også kaldet ’carbon capture and storage’ eller CCS.

”Med CO2-fangst på Asnæsværket og Avedøreværket vil vi allerede fra 2025 være i stand til fange 400.000 tons CO2, som kan lagres i Nordsøen. Det vil bidrage markant til indfrielsen af det politisk besluttede klimamål for 2025,” siger Ole Thomsen, Senior Vice President i Ørsted.

Etablering af CO2-hubs

De to kraftvarmeværker er placeret med en ideel infrastruktur, da de er koblet til elnettet og fjernvarmenettet og har egne havne. De kan dermed fungere som knudepunkter for håndtering og udskibning af både CO2 og grønne brændstoffer. Ørsteds værker vil ikke alene være knudepunkt for fangst og udskibning af egen CO2, men også for udskibning af andre aktørers CO2. I Kalundborg er Ørsted blandt andet i dialog med olieraffinaderiet Kalundborg Refinery om mulighederne for at fange CO2 fra raffinaderiet og føre det til Asnæsværket for videre udskibning og lagring.

”Vores planer for CO2-fangst beror på vores nyeste kraftværker med fortsat lang levetid, som kører på bæredygtig halm og træflis. Værkerne har en unik placering, hvor vi har tilgang til alle de ting, man skal bruge for enten at fange og udskibe CO2 eller bruge CO2’en til produktion af grønne brændstoffer, som så kan udskibes fra anlæggenes egne havne. Og vi ser allerede nu, hvordan andre aktører med opfanget CO2 også kan bruge vores hubs. Kalundborg Refinery er første mulige samarbejdspartner, men der er flere aktører med CO2-udledning, som vi også ser mulige samarbejder med,” siger Ole Thomsen og fortsætter:

”Vi har allerede hele forsyningskæden på plads, så de første mængder kan blive udskibet og lagret fra 2025.”

Niels Bech, Director for Business Development hos Kalundborg Refinery, siger: "Det potentielle partnerskab om CO2-fangst og -lagring med Ørsted passer godt sammen med Kalundborg Refinerys ambitioner om en grøn omstilling. Med dette projekt vil vi være i stand til at reducere vores CO2-udledning markant allerede i 2025, og vi glæder os til at samarbejde om CO2-fangst og -lagring og dermed bidrage til, at denne teknologi udvikles i kommerciel skala til gavn for danske virksomheder og for klimaet."

Asnæsværket og Kalundborg Refinery vil blive målrettet CO2-fangst og lagring, mens Avedøreværkets halmfyrede kedel er udpeget til at skulle opfange og levere en del af CO2’en til de første faser af Power-to-X-projektet ’Green Fuels for Denmark’, hvor ambitionen er at udvikle grønne brændstoffer til skibs- og luftfart. Avedøreværkets halmfyrede kedel vil derfor både kunne levere CO2 til lagring og til Power-to-X samt fungere som hub for andre aktører med CO2-udledning i hovedstadsområdet.

Overgår til primært dansk biomasse

Ørsteds planer for CO2-fangst koncentrerer sig om de nyeste kraftvarmeværker med fortsat lang levetid. De bruger bæredygtig halm og træflis som brændsel. Ørsted vurderer, at behovet for bæredygtig biomasse til selskabets kraftvarmeværker fremadrettet vil kunne dækkes af halm og flis primært fra Danmark og nærområderne. Ørsted har derfor besluttet at reducere brugen af importerede træpiller fra 2030, i takt med at de eksisterende træpillefyrede anlæg er udtjente, og man er allerede i gang med at øge andelen af dansk flis på de flisfyrede kraftvarmeværker. Forventningen er, at Ørsted fra midten af 2030’erne primært fyrer med dansk biomasse.

Biomasseforbruget i Danmark vil falde i takt med den stigende elektrificering af varmeproduktionen. Ifølge Energistyrelsen vil Danmark dog fortsat have behov for en vis mængde bæredygtig biomasse til i samspil med varmepumper, elkedler og Power-to-X-anlæg at sikre den høje forsyningssikkerhed, som danskerne er vant til. Det er derfor nødvendigt at opretholde en forsyningskæde af bæredygtig flis og halm.

”Vores prognoser viser, at vi vil kunne dække vores behov for biomasse med halm og flis primært fra Danmark samt i nogen grad fra nabolandene i Østersøen, i takt med at vores træpillefyrede kraftværksblokke har udtjent deres levetid. Vi vil fortsat kun have certificeret træflis fra produktionsskove, der leverer materialer til træ- og møbelindustrien, fordi vi skal sikre, at vores efterspørgsel efter dansk flis ikke kommer til at betyde, at vi får mindre urørt skov i Danmark, eller at det kommer til at gå ud over biodiversiteten i skovene,” siger Ole Thomsen.

Frem til at levetiden udløber på de træpillefyrede værker, vil Ørsted fortsat udelukkende bruge certificerede træpiller, der er produceret af savsmuld og andre rester fra bæredygtigt drevne skove.

”Udenlandske træpiller og flis er stadig en god og klimavenlig energikilde, når den er certificeret fra bæredygtigt forvaltede skove. Men det giver god mening først og fremmest at bruge biomasse fra nærområderne og dermed rykke forsyningskæderne tættere på i det omfang, det er til rådighed, da det reducerer transportbehovet,” slutter Ole Thomsen.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Media Relations
Carsten Birkeland Kjær
99 55 77 65
cabkj@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com


Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Desuden leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 7.016 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2021 en omsætning på 77,7 mia. kr. (10,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftninger