Ørsted træder ind på det spanske marked for landvind og solenergi med nye partnerskaber

Ørsted har indgået fire partnerskaber med henblik på at udvikle nye landvind- og solenergiprojekter i forbindelse med de forestående auktioner i Spanien, hvor energiselskaber byder på retten til at tilslutte deres projekter til elnettet. Samtidig offentliggør selskabet planer om på sigt at udvikle en multi-GW forretning for vedvarende energi på land i Spanien. Ørsted har etableret et team og et kontor i Madrid, der skal understøtte ambitionerne for det spanske marked.

I 2021 trådte Ørsted officielt ind på det europæiske marked for vedvarende energi på land med købet af Brookfield Renewable Irelands landvindforretning i Irland og Storbritannien, hvorfra selskabet udvikler projekter med stort potentiale, der vil bidrage til koncernens ambition om at nå en samlet global kapacitet på ca. 17,5 GW inden for vedvarende energi på land i 2030. Med udgangspunkt i denne platform og sin erfaring med at vurdere europæiske energiprojekter er Ørsted nu i gang med at etablere en forretning inden for vedvarende energi på land i Spanien, som er et af Europas største markeder for vedvarende energi. Det sker gennem fire partnerskaber med hhv. Glide Energy, Rolwind, ARBA Energías Renovables og Ereda, der tilsammen vil understøtte projektudvikling og -ydelser.

Den spanske regering har en målsætning om, at 70 % af landets  energiproduktion skal komme fra grøn energi i 2030, og sigter mod 100 % vedvarende energiproduktion i 2050. For at nå sit mål har Spanien planer om at udvikle 39 GW solenergi, 50 GW landvind, 3 GW flydende havvind og 40-60 MW af forskellige typer havenergi inden 2030, hvilket gør landet til en frontløber i den grønne omstilling og et attraktivt marked for udviklere.

Ørsteds nye partnere har alle stor erfaring med ’greenfield’-udvikling, og tilsammen har de en bred geografisk tilstedeværelse. På kort sigt er formålet med partnerskaberne at udvikle landvind- og solenergiprojekter i Spanien, som giver Ørsted mulighed for at deltage i landets forestående energiauktioner, der forventes at blive afholdt i midten af 2022, og byde på retten til at udvikle multi-GW landvind- og solenergiprojekter i hele Spanien. På længere sigt er formålet at udvikle projekter inden for landvind, solenergi og energilagring i stor skala, som kan kommercialiseres via enten offentlige auktioner eller det voksende marked for langsigtede elkøbsaftaler.

Neil O’Donovan, administrerende direktør for Ørsted Onshore, siger:
"Vi er glade for at have etableret flere stærke partnerskaber, der understøtter vores ambitioner for vedvarende energi på land i Spanien og hjælper os med at tage endnu et strategisk skridt i retning af at skalere vores europæiske platform. I løbet af det næste årti har vi ambitioner om at udvikle en multi-GW forretning for vedvarende energi på land i Spanien på tværs af landvind, solenergi og energilagringsteknologier, der kan hjælpe vores erhvervskunder og offentlige kunder med at reducere deres CO2-udledning og samtidig understøtte Ørsteds ambitioner på havvindområdet på dette vigtige marked. Vi mener, at disse partnerskaber er det bedste udgangspunkt for den rejse." Han fortsætter: "Vores nye partnere supplerer Ørsteds erfaring med at skalere sin forretning inden for vedvarende energi på land med deres ekspertise inden for udvikling af grøn energi og deres lokale viden om det spanske marked. Sammen kan vi levere grønne energiløsninger i stor skala, der understøtter landets grønne omstilling, og samtidig skabe værdi for vores interessenter. Jeg er begejstret for potentialet i det spanske marked for vedvarende energi på land, og jeg er glad for, at vi nu har et kontor i Madrid, hvor vi for nylig har kunnet hilse på vores nye kolleger."

Partnerskaberne inden for landvind kommer, efter Ørsted  i april i år meldte ud, at man udforsker mulighederne inden for flydende havvind i Spanien. Ved at udnytte flere forskellige grønne teknologier vil selskabet være i stand til at levere en lang række energiløsninger til både erhvervskunder og offentlige kunder i Spanien.

I Europa har Ørsted i øjeblikket landvindprojekter i drift og under udvikling i Irland og Storbritannien. Størstedelen af Ørsteds portefølje af landvind- og solenergiprojekter er i USA. Ørsteds forretning for vedvarende energi på land har en ambition om at nå en samlet global kapacitet på 17,5 GW i 2030 og har meldt ud, at man løbende ser på mulighederne for at udvide porteføljen til andre attraktive markeder som det spanske.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Media Relations
Kathrine Ejlskov
99 55 10 23
katej@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Desuden leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 7.016 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2021 en omsætning på 77,7 mia. kr. (10,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftninger