Ørsted indgår banebrydende aftale med Mærsk om grønne brændstoffer og træder ind på det amerikanske Power-to-X-marked

Ørsted vil udvikle et Power-to-X-anlæg på den amerikanske golfkyst til at levere brændstoffer til Mærsks kommende flåde på 12 methanoldrevne fartøjer, efter at de to industriledere har underskrevet en hensigtserklæring om aftag af en rekordstor mængde grønne brændstoffer til søfartsindustrien.

Over de seneste 20 år er udledningen af drivhusgasser fra den globale søfart steget markant, og den tegner sig nu for ca. 2 % af den globale energirelaterede udledning. I kampen mod klimaforandringerne har søfartsindustrien hurtigst muligt brug for nye CO2-neutrale brændstoffer i stor skala for at reducere sin klimapåvirkning.

Nu har A.P. Møller – Mærsk, et af verdens førende integrerede container-logistikfirmaer, og Ørsted, en af verdens førende virksomheder inden for vedvarende energi, underskrevet en hensigtserklæring om at indgå et partnerskab om et nyt Power-to-X-anlæg i USA, der kan blive skelsættende for den grønne omstilling af den internationale søtransport og sætte standarden for fremtidig produktion i industriel skala af grønne brændstoffer til skibsfarten.

Ørsted vil udvikle et Power-to-X-anlæg med en kapacitet på 675 MW på den amerikanske golfkyst. Anlægget kommer til at producere ca. 300.000 ton e-methanol årligt, som Mærsk vil aftage til sin kommende flåde på 12 methanoldrevne fartøjer. Anlægget vil blive drevet af ca. 1,2 GW vedvarende energi fra nye landvindmølleparker og solcelleanlæg. Det biogene kulstof, der er nødvendigt for at producere e-methanol, skal udvindes gennem CO2-fangst fra en eller flere store punktkilder.

Projektet forventes at blive idriftsat i anden halvdel af 2025, hvilket gør det til langt det mest ambitiøse projekt inden for produktion af e-methanol i industriel skala på globalt plan og en afgørende drivkraft på rejsen mod at reducere søfartssektorens CO2-udledningen. En endelig investeringsbeslutning kan potentielt træffes i slutningen af 2023.

Aftalen om at aftage 300.000 ton e-methanol er den største aftale inden for grønne brændstoffer i søfartssektoren nogensinde, og det er et vidnesbyrd om både Ørsteds og Mærsks indsats for at udvikle den grønne søtransport. Aftalen markerer også Ørsteds indtræden på det amerikanske Power-to-X-marked. Et nyt strategisk marked for selskabet, som har til hensigt at opføre 50 GW vedvarende energikapacitet inden 2030.

Martin Neubert, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør for Ørsted, siger:

“Vi vil gerne rose Mærsk for den klare og ambitiøse indsats, som har gjort selskabet førende inden for den vanskelige opgave at begrænse søfartsindustriens klimapåvirkning. Partnerskaber med store aftagere af grønne brændstoffer, såsom Mærsk, er en vigtig del af Ørsteds strategiske rejse, i takt med at vi udvider vores Power-to-X-aktiviteter i hele verden og arbejder hen imod vores ambition om at blive globalt førende inden for vedvarende brint og grønne brændstoffer. Projektet med Mærsk er vores første i USA, og vi ser frem til at bidrage til at fremskynde udviklingen af det amerikanske Power-to-X-marked og samtidig skabe lokale arbejdspladser og økonomisk aktivitet, som vi også har gjort det i USA’s voksende havvindindustri.”

Henriette Hallberg Thygesen, administrerende direktør for Fleet & Strategic Brands i  A.P. Møller – Mærsk, siger:

”Vi har brug for at accelerere produktionen af grønne brændstoffer i tide for at sikre en klimaneutral fremtid. Grøn metanol er den eneste markedsparate, skalérbare og tilgængelige løsning for skibsfart i dag. Produktionen skal øges gennem samarbejde på tværs af økosystemer og verdensdele. Derfor markerer disse partnerskaber en vigtig milepæl i forhold til at få sat omstillingen til grøn energi i gang.”

Neil O’Donovan, administrerende direktør for Ørsted Onshore, siger:

“De amerikanske golfstater har masser af billige vedvarende energiressourcer i form af både sol- og vindenergi, hvilket gør regionen ideel til produktion af grønne brændstoffer. Vi forventer, at der vil være meget stor efterspørgsel efter grønne brændstoffer i USA i fremtiden. Det forventes, at Power-to-X-projektet med Mærsk vil blive drevet af ca. 1,2 GW ny landvind og solenergi, hvilket i sig selv er en betydelig investering i regionen, og som derudover også bidrager til Ørsteds mål om at have en installeret onshore-kapacitet på 17,5 GW i 2030.”

Power-to-X-projektet i USA’s golfkystregion er det andet samarbejde om grønne brændstoffer mellem Ørsted og Mærsk. Det første er det potentielt 1.300 MW store ’Green Fuels for Denmark’-projekt i København, som de to selskaber udvikler med andre partnere. Ørsted og Mærsk vil sammen fortsætte med at undersøge mulighederne inden for grønne brændstoffer, i takt med at Mærsk arbejder hen mod sit mål op at opnå en nettoudledning på nul inden 2040.

I alt består Ørsteds portefølje af udviklingsprojekter inden for Power-to-X af 11 projekter, herunder FlagshipOne-projektet på 70 MW i Sverige, som Ørsted udvikler sammen med Liquid Wind. FlagshipOne forventes at blive idriftsat i 2024 og kan blive et af verdens første anlæg til produktion af bæredygtig e-methanol i industriel skala. Ud over udviklingsporteføljen har Ørsted indgået flere strategiske aftaler med mange forskellige partnere.

Ørsted Media Relations
Michael Korsgaard
+45 99 55 94 25
mikon@orsted.com

A.P. Møller - Mærsk Media Relations
Rikke Marie Dahl
29 22 21 43
rikke.dahl@maersk.com

Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
99 55 79 96
ir@orsted.com

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Desuden leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.836 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2021 en omsætning på 77,7 mia. kr. (10,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Om A.P. Møller - Mærsk
A.P. Møller – Mærsk er et integreret container-logistikselskab, der arbejder for at forbinde og simplificere sine kunders forsyningskæder. Som den globale leder inden for shipping services har selskabet aktiviteter i 130 lande og har 95.000 ansatte.

Vedhæftninger