Ørsted underskriver langvarig aftale om leje af serviceskib til havmølleparker i Greater Changhua og muliggør bygning af det første SOV-fartøj under taiwansk flag

Ørsted, som er verdensførende inden for havvind, har indgået en 15-årig lejeaftale med rederiet Ta San Shang Marine Co. Ltd., et joint venture mellem taiwanske Ta Tong Marine Group (TTM) og japanske Mitsui O.S.K. Lines (MOL). I henhold til aftalen skal rederiet bygge verdens første SOV-fartøj under taiwansk flag til drift og vedligeholdelse af Ørsteds Greater Changhua-havvindmølleparker.
Illustrativt billede af den Service Operation Vessel, der skal indsættes på Ørsteds Greater Changhua havvindmølleparker. Designdetaljer fastlægges senere.
 

Charteraftalen sikrer det første skræddersyede SOV-fartøj i Taiwan, Asien og Stillehavsområdet nogensinde og markerer, at Ørsted fortsat investerer betydeligt i det taiwanske marked, både økonomisk og ved at udbrede sin førende ekspertise inden for drift og vedligehold af havvindmølleparker.

SOV-fartøjet er planlagt til levering i begyndelsen af 2022 og får base i Taichung Havn, hvor Ørsteds fremtidige O&M-faciliteter placeres, fordi havnen ligger tæt på havvindmølleparkerne, har en tilstrækkelig stor vanddybde til fartøjer med stor dybgang og har gode adgangsforhold. SOV-fartøjet vil blive anvendt til at levere førsteklasses drift og vedligeholdelse til havvindmølleparkerne i Greater Changhua-området 35-60 km ud for Changhua-provinsens kyst.

Christy Wang, Taiwan General Manager, Ørsted Asia Pacific, siger: "Ørsted udvikler, opfører og driver havvindmølleparker i hele verden og har været en pioner i udviklingen af havvind i Taiwan. Vi er ikke kun i gang med at bygge drifts- og vedligeholdelsesbasen i Taichung Havn - med indsættelsen af det specialudviklede SOV-fartøj på havvindmølleparkerne i Greater Changhua er vi også i gang med at sætte en ny standard for industrien i Taiwan og i hele regionen. Og endnu vigtigere, så har denne SOV-kontrakt givet den taiwanske skibsleverandør en unik mulighed for at kunne benytte sig af den nyeste teknologi inden for havvindindustrien."

Lin Hrong-nain, bestyrelsesformand for Ta Tong Marine Group, siger: "Som den største shipping- og marinevirksomhed siden 1965 og baseret på vores langvarige samarbejde med MOL i Taiwans shippingindustri ser vi frem til at samarbejde om denne nye mulighed inden for havvind, og vi sætter pris på Ørsteds bidrag til at revitalisere Taiwans maritime industri."

Yasuchika Noma, direktør for Offshore Project Division hos Mitsui O.S.K. Lines, siger: "Vi glæder os til at samarbejde med Ta Tong Marine Group og Ørsted om at bygge det allerførste SOV-fartøj, der skal varetage de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter for Ørsteds havvindmølleparker i Greater Changhua. Dette er en milepæl i udvidelsen af vores tilstedeværelse i Taiwans havvindindustri."

Andreas Munk-Janson, Head of Operations for Ørsted Asia-Pacific, bemærker, at det nye SOV-fartøj vil sikre en optimal arbejdssituation og effektivitet i de daglige drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter ude på havet og dermed også for havvindmøllernes driftssikkerhed og tilgængelighed. Fartøjet muliggør samtidig en meget høj grad af komfort og sikkerhed for havvindmølleteknikere og besætning.

SOV-fartøjet er det første, der bygges specielt til det komplicerede og barske miljø i Taiwanstrædet. Det får plads til op til 60 teknikere foruden skibets besætning og behøver kun at gå i havn en gang om måneden. De mindre fartøjer til transport af mandskab (CTV-fartøjerne), der også bruges til drifts- og vedligeholdelsesaktiviteterne, har kun plads til op til 24 personer og skal søge havn hver dag.

Sikkerhed er en af Ørsteds styrende principper, så det nybyggede SOV-fartøj vil blive udstyret med avanceret teknologi, som for eksempel en bevægelseskompenserende landgangsbro, så teknikerne kan 'gå på arbejde'. Det vil ikke alene reducere den tid, som teknikerne bruger, når de sejler ud til havvindmøllerne og klatrer op i dem fra CTV-fartøjet - det vil også forbedre deres sikkerhed markant.

SOV-fartøjet vil også blive udstyret med et dynamisk positioneringssystem, så det automatisk bevarer sin position i forhold havvindmøllen, samt en bevægelseskompenserende 3D-kran, der skal afbøde vindpåvirkningen på lasten og dermed yderligere sikre, at teknikerne kan udføre vedligeholdelsesarbejdet på sikker måde.

Teknikernes trivsel er lige så vigtig. Da SOV-fartøjet fungerer som deres 'andet hjem', får det også komfortable kahytter, et opholdsrum, fitnessfaciliteter og fuld forplejning med en bred vifte af sunde tilbud.

Derudover vil fartøjet blive designet med forbedrede miljøegenskaber. Det vil være gjort klar til fossilfri drift, og dette - sammen med det optimerede skrog og batterihybridsystemet - skal være med til at reducere brændstofforbruget og sænke CO2-udledningen.

Denne høje standard, der trækker på den viden, som Ørsted har fra sin avancerede SOV-flåde i Europa, viser virksomhedens omfattende ekspertise på tværs af hele havmølleindustriens værdikæde.

Om Ørsted i Taiwan

  • Greater Changhua 1 & 2a-havvindmølleparkerne bliver placeret 35-60 km ud for Changhua-provinsens kyst og får en kapacitet på ca. 900 MW, hvilket er nok til at forsyne ca. en million taiwanske husstande med grøn strøm. Havvindmølleparkerne skal opføres i 2021 og 2022.
  • I juni 2018 vandt Ørsted retten til at opføre yderligere 920 MW havvind i Taiwan på sine Greater Changhua 2b & 4-områder. CHanghua 2b & 4 skal opføres i 2025, forudsat at Ørsted i 2023 tager endelig investeringsbeslutning for projekter.
  • Ørsted er også medejer af Taiwans første havvindmøllepark i kommerciel skala, Formosa 1, hvis kapacitet på 8 MW blev udvidet til 128 MW i 2019.

Ørsted er verdens førende virksomhed inden for havvind og har mere end 1.450 havvindmøller i drift. Ørsted har installeret ca. 6,8 GW havvindkapacitet og har yderligere 3 GW under opførelse, herunder Changhua 1 & 2a. Derudover har Ørsted sikret sig rettighederne til at bygge ca. 2,9 GW havvindkapacitet i USA inden udgangen af 2024, ca. 1,1 GW i Tyskland inden udgangen af 2025 og ca. 0,9 GW i Taiwan inden udgangen af 2025. Ørsteds ambition er at have installeret en samlet global havvindkapacitet på 15 GW inden udgangen af 2025.

Om Ørsted

Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted topper i 2020 Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2019 en omsætning på 67,8 mia. kr. (9,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com/ eller følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.


Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Tom Lehn-Christiansen
tomlc@orsted.dk
Tlf. 99 55 60 17