Ørsted og partnere sikrer støtte fra den britiske regering til grønt brintprojekt

Ørsted, ITM Power og Element Energy har vundet støtte fra den britiske regering til et grønt brintprojekt.

Gigastack-forundersøgelsen, der skal ledes af ITM Power, varer seks måneder og undersøger potentialet for leverance af billig CO2-fri brint i stor skala. Finansieringen blev sikret som en del af det britiske erhvervs- og energiministeriums brintforsyningskonkurrence, som skal se på mulighederne for at fremskynde udviklingen af hydrogenbaserede lavemissionsløsninger. 

Formålet med projektet er at kortlægge muligheder for at nedbringe omkostningerne ved brintproduktion via elektrolyse og dermed gøre brintproduktion brugbar for Storbritanniens energisystem og til at nedbringe industrivirksomheders CO2-udledning. 

Matthew Wright, landechef for Ørsted UK, siger:

 
”Vi er nødt til at handle nu for at begrænse klimaforandringernes skadevirkninger. Storbritannien er allerede verdensførende inden for udbygning af vedvarende energi. At fremskynde brugen af nye teknologier, som fx grøn brint, er afgørende for at nedbringe CO2-udledningen fra industrielle processer.” 

”Takket være samarbejdet mellem regering og industri er omkostningerne til havvind faldet dramatisk, og jeg håber, at dette projekt vil blive starten på en lignende rejse for grøn brint.” 

Anders Christian Nordstrøm, Vice President for Hydrogen i Ørsted, siger:

"Det er et vigtigt led i at nedbringe CO2-udledningen fra Europas energisystemer, at vi formår at kombinere grøn strøm og fleksibel grøn brintproduktion for i sidste ende at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi.” 

”Brintproduktion via elektrolyse er en teknologi med stort potentiale, og Gigastack-projektet er et vigtigt skridt i arbejdet med at reducere omkostningerne og gøre grøn brint til en brugbar løsning i den grønne omstilling. Vi er glade for, at den britiske regering støtter op om projektet.” 

Graham Cooley, administrerende direktør i ITM Power, udtaler: 

”Gigastack-projektet sigter mod at reducere omkostningerne til produktion af grøn brint markant ved at skalere de enkelte elektrolysestakke til 5 MW og produktionsprocessen til en årlig kapacitet på 1 GW. Vi er glade for at samarbejde med Ørsted, Storbritanniens største leverandør af havvind, om dette vigtige initiativ, med støtte fra den britiske regering.”

Lord Duncan, Storbritanniens klimaminister, siger:


”Hydrogen kan hjælpe med at reducere CO2-udledningen, skabe jobs og gøre industrielle processer renere og grønnere til gavn for hele økonomien på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Dette innovative projekt fra Ørsted og ITM vil bidrage til vores bestræbelser på at udrulle hydrogen i stor skala i 2030’erne, hvilket bliver vigtigt for at stoppe Storbritanniens bidrag til global opvarmning.”

Projektet vil undersøge:

  •  udvikling af et nyt design til elektrolysestakke på 5 MW for at nedbringe omkostningerne til materialer
  • et nyt halvautomatisk produktionsanlæg med en årlig kapacitet på op til 1 GW for at øge produktionen og reducere lønomkostningerne
  • opførelse af store, billige elektrolysesystemer på over 100 MW ved hjælp af en række enheder på 5 MW
  • innovation i driften af disse store elektrolyseceller, så de kan arbejde sammen med vedvarende energiproduktion i stor skala.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations

Tom Lehn-Christiansen +45 99 55 60 17