Fredag d. 6. og lørdag d. 7. februar var specialister fra Sprængningstjenesten i aktion på Skærbækværket. To askesiloer på 27,5 meter skulle væltes og fjernes, så der bliver plads til et nyt kedelhus.
"Sprængningen af siloerne er en vigtig milepæl i ombygningen af Skærbækværket. Nu får vi plads til at bygge det kedelhus, hvor de to flisfyrede kedler skal installeres og gøre Skærbækværket i stand til at fyre med træflis," siger projektleder Leif Høgh Sørensen fra Thermal Power, der er ansvarlig for ombygningen af Skærbækværket, og fortsætter:
"Ombygningen kører efter planen. Foreløbig er vi i den indledende byggefase, som hovedsagligt består af jord- og piloteringsarbejder samt etablering af den nye havnekaj."
Ombygningen af Skærbækværket betyder, at værket fra 2017 kan levere grøn fjernvarme til 60.000 husstande i Trekantområdet og grøn el til resten af Danmark. Prisen for ombygningen er ca. 1,8 mia. kr. og forventes at kunne skabe ca. 600-700 job fordelt over anlægsperioden,