TEPCO og Ørsted underskriver hensigtserklæring om samarbejde på havvindmølleprojekter

Tokyo Electric Power Company Holdings, Inc. (TEPCO), Japans største energiselskab, og Ørsted A/S (Ørsted), verdens førende udvikler af havvindmølleparker, meddelte i dag, at de har underskrevet en hensigtserklæring om samarbejde på havvindmølleprojekter.

TEPCO har været på udkig efter forretningsmuligheder inden for havvind i Japan og i udlandet. Ørsted, der har været globalt førende inden for havvind, siden selskabet opførte verdens første havvindmøllepark i 1991, har bygget over 25 havvindmølleparker i Europa og er i gang med at udvikle adskillige større havvindmølleprojekter i Europa, USA og Taiwan.

TEPCO og Ørsted vil samarbejde om havvindmølleprojektet Choshi ved Tokyo – et projekt som TEPCO har foretaget havbundsundersøgelser på for at vurdere, om det er gennemførligt (offentliggjort 1. november 2018) – samt arbejde for at udvikle et strategisk partnerskab med et bredere sigte.

TEPCO's administrerende direktør og koncernchef, Tomoaki Kobayakawa, siger:

“Vi er overbeviste om, at partnerskabet, der kombinerer TEPCO’s store ekspertise i den japanske energibranche med Ørsteds markante resultater inden for havvind vil føre til succes på Choshi-projektet. Vi håber, at dette første skridt baner vejen for et samarbejde, der rækker langt ud over Japans kyster, om at udvikle, opføre, drive og eje havvindmølleprojekter.

”TEPCO ønsker at gøre vedvarende energi til en central energikilde ved at udvikle vedvarende energiprojekter med en kapacitet på 6-7 GW i Japan og i udlandet. Partnerskabet med Ørsted giver os en meget stærk platform til at udvikle vores vedvarende energiforretning, så den bliver en af grundpillerne i vores virksomheds vækst.”

Ørsteds administrerende direktør og koncernchef, Henrik Poulsen, siger: ”Vores vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og vi ser frem til at udbygge vores tilstedeværelse i Asien og Stillehavsområdet og tilføre partnerskabet og Choshi-projektet vores mere end to årtiers erfaring med havvind.”

”TEPCO har som den største aktør i den japanske elsektor stor indsigt i det lokale elmarked og de gældende myndighedskrav. Denne hensigtserklæring er første skridt i Ørsted og TEPCO’s ønske om at indfri Japans ambitioner vedvarende energiproduktion i stor skala og om at bidrage til at gøre Japan til en førende havvindnation i Asien og Stillehavsområdet. Vi glæder os over denne første mulighed for at arbejde med TEPCO og ser frem til at udbygge vores samarbejde yderligere.”

Om havvind i Japan

Japans marked for havvind har fået momentum, efter den japanske stat har forpligtet sig til at udbygge vedvarende energi og vedtaget det lovgivningsmæssige grundlag, der gør det muligt at tildele områder til havvindmølleprojekter. Den japanske regerings femte plan for energiforsyning fra juli 2018 indeholder en målsætning om at nå en vindenergikapacitet på 10 GW (havvind og landvind) inden 2030. Dette mål er et led i regeringens ambition om, at vedvarende energi i 2030 skal udgøre 22-24 % af landets elproduktion.

Over 70 % af Japan er dækket af bjerge, og omkring tre fjerdedele af landets 127 millioner indbyggere bor i kystnære byområder, hvilket gør havvind til en ideel, lokalt produceret vedvarende energikilde for Japan.

Om TEPCO

Tokyo Electric Power Company Holdings, Inc. (TEPCO) er Japans største energiselskab og består af tre primære forretningsområder; TEPCO Fuel & Power, TEPCO Power Grid og TEPCO Energy Partners. TEPCO leverer el, gas og andre former for energi og relaterede tjenesteydelser til indbyggerne omkring Tokyo og i resten af Japan. TEPCO har 41.525 dedikerede medarbejdere, som bidrager til en sikker og stabil elforsyning og løfter selskabets ansvar i forhold til lokalsamfundene omkring Fukushima (siden 31. marts 2018).

  • TEPCO’s website: http://www.tepco.co.jp/en/index-e.html
  • TEPCO’s Facebook: https://www.facebook.com/OfficialTEPCOen
  • TEPCO’s Twitter: https://twitter.com/TEPCO_English

Ved pressehenvendelser til TEPCO kontakt:
Corporate Communication Office 
+81(3)-6373-1111

Om Ørsted

Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver vindmølleparker på land, havvindmølleparker, bioenergianlæg og innovative løsninger, som omdanner affald til energi, og forsyner sine kunder med intelligente energiprodukter. Ørsted har 6.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2017 en omsætning på 59,5 mia. kr. (8,0 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations

Tom Lehn-Christiansen +45 99 55 60 17