Ørsted og T&T underskriver hensigtserklæring om strategisk samarbejde om havvindprojekter i Vietnam
This page is also available in English. To switch language click here .
Ørsted, der er verdens mest bæredygtige energiselskab, og T&T Group, der er en af Vietnams førende virksomheder med aktiviteter i flere industrier og 80.000 ansatte, har i dag underskrevet en hensigtserklæring om at lancere et strategisk samarbejde om havvind i Vietnam. Dette skete i forbindelse med et officielt besøg i Bruxelles, som blev anført af formanden for Vietnams lovgivende forsamling, Hans Excellence Vuong Dinh Hue.
Samarbejdet mellem Ørsted og T&T samler en multi-gigawatt portefølje af udviklingsprojekter inden for havvind. Projekterne ligger ud for kysten ved provinserne Binh Thuan og Ninh Thuan, hvilket er nogle af de bedst egnede områder i Vietnam til udvikling af havvind. Ved fælles hjælp vil parterne modne porteføljen af havvindprojekter og arbejde for at støtte udviklingen af effektive lovgivningsmæssige rammer for havvind som en del af en sprudlende ny industri i Vietnam.
Med mere end 3.200 km kyststrækning og høje vindhastigheder har Vietnam nogle af de bedste betingelser for at udvikle havvind i Asien. Verdensbanken vurderer, at Vietnams potentiale inden for havvind er så stort som op til 500 GW. Ud over dette enorme potentiale betyder den hurtigt stigende efterspørgsel på strøm i Vietnam, at der i de kommende årtier vil være et presserende behov for nye stabile energikilder i stor skala. Kombineret med Vietnams store potentiale i forsyningskæden har disse faktorer overbevist Ørsted og T&T Group om, at havvind vil spille en central rolle i Vietnams fremtidige energimiks.
Do Quang Hien, koncernchef og administrerende direktør for T&T, siger: "For ti år siden begyndte vi at undersøge og forberede os på udviklingen af vedvarende energi, så vi kunne være klar, når tiden var inde. Det har resulteret i, at T&T har færdiggjort flere store solenergiprojekter og er godt på vej til at færdiggøre fem store landvindprojekter inden udgangen af 2021. Energi er et strategisk fokusområde for T&T Group, og vi ser vi frem til at accelerere vores planer og tilføre værdifuld viden og internationale investeringer til den vietnamesiske havvindindustri i samarbejde med Ørsted, verdens førende virksomhed inden for havvind."
Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted, siger: "Som verdens førende virksomhed inden for havvind er det Ørsteds mål at nå en havvindkapacitet på 30 GW i 2030. For at understøtte denne ambitiøse udbygning skal vi arbejde tæt sammen med partnere som T&T, der har indgående erfaring med at udvikle store energiprojekter i Vietnam, og som kan bidrage med en dyb forståelse af markedet. Vores mission er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det kræver en stærk opbakning, så det er en stor fornøjelse, at en industrileder som T&T slutter sig sammen med os for at skabe en mere bæredygtig fremtid i Vietnam."
Matthias Bausenwein, regionsdirektør for Ørsted i Asien og Stillehavsområdet, siger: "Denne hensigtserklæring er et stort skridt for Ørsted i forhold til at etablere et stærkt fodfæste i Vietnam og vise vores ambition om at være en pålidelig, langsigtet partner i landet. Sammen med T&T glæder vi os til at bruge vores portefølje på flere GW til at opbygge en sprudlende lokal havvindindustri og til at gøre Vietnam til et af de førende markeder inden for havvind i Asien og Stillehavsområdet. Vi mener, at havvind er en af de bedste måder, hvorpå Vietnam kan imødekomme sit hurtigt stigende elforbrug, da der er tale om en pålidelig og national energikilde i kommerciel skala, som kan være konkurrencedygtig med kul- og gasfyrede kraftværker, såfremt man implementerer det i stor skala og under de rette lovgivningsmæssige rammer."
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted har hovedsæde i Danmark og er delvist ejet af den danske stat. Virksomheden har mere end 6.000 fuldtidsansatte og er verdensførende inden for havvind. Ørsted har udviklet og opført 27 havvindmølleparker med en samlet bruttokapacitet på over 7,6 GW og er i gang med at opføre yderligere 2,3 GW. Vores mål er at have installeret 30 GW havvind i 2030.
Om T&T Group
T&T Group blev grundlagt i 1993 og er i dag et af Vietnams førende industrielle konglomerater med aktiviteter inden for transport, infrastruktur, havnedrift, minedrift, energi, logistik, landbrugs-og miljøindustrien for blot at nævne nogle få eksempler. Inden for vedvarende energi er T&T Group på vej til at have idriftsat tæt på 800 MW solcelle- og landvindprojekter inden udgangen af 2021. Over de kommende 10 år planlægger T&T Group at udvikle energiprojekter på tværs af LNG og vedvarende energi med en anslået samlet kapacitet på 10-11 GW, der tegner sig for omkring 8 % af Vietnams samlede installerede kapacitet.