Ørsted er verdens mest bæredygtige energiselskab

Om indekset

  • Toronto-baserede Corporate Knights har analyseret over 7.500 selskaber, der primært er inden for industri, finans-it, forbrugs- og sundhedssektoren, op mod globale, sammenlignelige selskaber i deres branche.
  • I 2019 kommer Global 100-selskaberne fra 21 lande primært i Nordamerika og Vesteuropa.
  • Ifølge Corporate Knights lever Global 100-selskaber typisk længere og giver bedre investorafkast end de selskaber, de kan sammenlignes med, i MSCI All Country World Index.

Ørsted er det mest bæredygtige energiselskab i verden og det fjerde mest bæredygtige selskab overall i dette års Global 100-indeks.

 

Ørsted, der er verdens førende udvikler af havvind, indtager fjerdepladsen i 2019-udgaven af Corporate Knights’ Global 100-indeks over de mest bæredygtige selskaber i verden foran flere end 7.500 internationale selskaber i milliardklassen. Placeringen gør samtidig Ørsted til det mest bæredygtige energiselskab i indekset.

 

Ifølge Corporate Knights præsterer Ørsted særligt godt i indekset, fordi en stor del af selskabets indtægter kommer fra produkter eller tjenesteydelser, der har miljømæssige eller sociale gevinster. 

 

”Klimaforandringerne er en af vor tids helt store, globale udfordringer. Vi har brug for en kraftig acceleration i omstillingen af verdens energisystemer fra fossile brændsler til vedvarende energi for at sikre vores planet for kommende generationer,” siger Henrik Poulsen, administrerende direktør i Ørsted.

 

Han fortsætter: ”Hos Ørsted har vi over det seneste årti reduceret CO2-udledningen fra vores energiproduktion med 67% på vejen mod vores vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. At rangere blandt verdens mest bæredygtige selskaber gør os ydmyge og stolte og ansporer os til at fortsætte vores globale investeringer i bæredygtig energi.”

 

Global udbygning af vedvarende energi

Siden 2006 har Ørsted været igennem en transformation og er gået fra at være et energiselskab drevet på kul, olie og gas til et globalt, grønt selskab. Ørsted har reduceret carbonintensiteten i sin produktion af el og varme med over to tredjedele sammenlignet med 2006, og selskabet er godt på vej til at nå målet på mere end 95% grøn energi i 2023. Ørsted viser markant fremdrift inden for sin ambitiøse plan for reduktion af CO2-udledningen, og det kommer nu også til udtryk i selskabets store spring fra en placering som nummer 70 på Global 100 indekset i 2018 til en fjerdeplads i 2019.

 

Ørsted har fornyligt offentliggjort nye, ambitiøse mål for 2025, som omfatter, at selskabet:

 

  • øger andelen af grøn energi i det samlede produktionsmix til 99 % i 2025 (fra 64% i 2017)
  • bygger 15 GW havvind inden 2025 – nok til at forsyne 32 millioner mennesker med grøn energi
  • investerer 200 milliarder kroner i grøn energi frem mod 2025.

Ørsted offentliggør årsrapport og bæredygtighedsrapport for 2018 den 31. januar 2019.

 

 

Kontakt: Anders Stougaard, Senior Press Officer, Media Relations, Group Support, Ørsted
Tlf. +45 99 55 67 39 , astou@orsted.dk