Både børn, forældre og hele skoleklasser kan blive underholdt og samtidig blive klogere på klimaforandringer, og hvordan vi alle kan være med til at bekæmpe dem, når en kæmpe jordklode lander på Thorvaldsens Plads i København til september.
Sammen med WWF Verdensnaturfonden inviterer Ørsted tusindvis af børn, forældre, skoleelever og lærere på Klimasafari. Klimasafari er en oplevelse, som foregår i verdens største kopi af vores hjem, Jorden, med plads til 300 gæster indenfor og 1.000 udenfor i oplevelsesområdet. På Klimasafari kan gæsterne få svar på spørgsmål om stort set alt om klimaforandringer, konsekvenser for dyrene og naturen, grøn energi og havvind.
Filip Engel, Senior Director i Ørsted, siger:
”Det er børn og unge, der skal bygge fremtidens grønne samfund. Klimasafari er en del af vores bidrag til at lære børn og unge om klimaudfordringen, dens konsekvenser, og at vi skal og kan gå fra sort til grøn energi. For der er faktisk gode grunde til at være optimistiske på vegne af vores fælles hjem, og alle os der bor her. Grøn energi er blevet billigere end sort energi, så nu er der ingen undskyldninger for ikke at sætte fart i den grønne omstilling”.
Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, siger:
”Tørke, skovbrande og smeltende is truer verdens natur og dyreliv. Det er konsekvenserne af klimaforandringerne, der for alvor slår igennem nu. Heldigvis er det ikke for sent at vende udviklingen, men vi har ingen tid at spilde. Derfor inviterer vi danskerne med på Klimasafari, hvor vi vil give dem viden og inspiration til at tage kampen op imod den globale opvarmning. Planeten har brug for vores hjælp”.
Yderligere oplysninger
Ørsted
Presserådgiver Ulrik Frøhlke, på ulrfr@orsted.dk eller telefon 99 55 95 60.
WWF Verdensnaturfonden
Generalsekretær Bo Øksnebjerg træffes via pressechef Cecilie Weinholt på c.weinholt@wwf.dk eller på telefon 31 76 12 00.