Vinden blæste Rachel Meyer til Danmark

Amerikanske Rachel Meyer er vild med vind. Og passionen for vindmøller er så stor, at hun slog 372 danske og udenlandske ansøgere i konkurrencen om graduatestillingen hos DONG Energy’s Wind Power-division.

Med en kandidatgrad fra Danmarks Tekniske Universitet og en brændende passion for vindenergi søgte og fik Rachel Meyer graduatestillingen hos DONG Energy i marts. Rachel begyndte på sit nye job i begyndelsen af september 2016.

”Graduatestillingen er en enestående mulighed for karrieretræning, som man ikke nødvendigvis får ved at søge et almindeligt job. Specielt fordi jeg gerne vil arbejde med management senere,” siger hun om baggrunden for, at hun søgte stillingen.

I løbet af sin studietid som ingeniør på Pittsburgh University blev vind det mest tiltrækkende felt for hende.

”Vind er utrolig interessant for en ingeniør som mig, der ser energiteknologier gennem en mekanisk linse.”

Rachel har fulgt sin drøm ved at drage til Danmark for at studere og søge arbejde.
”Det var muligheden for at arbejde med og studere vindenergi, der hev mig til Danmark. Efter et par år på min bachelor i USA stod det klart for mig, at jeg ville have vind i fagligheden,” fortæller Rachel Meyer.

Springet til Danmark har ikke været uden udfordringer, siger hun:
”Man oplever nogle andre tilgange til at studere, som er præget af grupper og ansøgningsprocesser, der varierer fra USA, men det er altid godt at lære noget nyt.”

I dag er hun glad for sin rolle som graduate, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med dataanalyse, rapportskrivning og projektlederopgaver.

Derfor blev det lige Rachel

Der er flere grunde til, at det lige præcis blev Rachel Meyer, der fik graduatestillingen. For Manager Anders Thoft Marcussen i Measurements-afdelingen i DONG Energy Wind Power var sammensætningen af en brændende passion og et højt fagligt niveau afgørende.

”Rachel Meyer er fagligt rigtig dygtig. Hun leverer, er hurtig til at omstille sig og er meget motiveret. Det sidste har hun vist ved at krydse Atlanten for at arbejde med grøn energi i Danmark,” forklarer Anders Thoft Marcussen og tilføjer:

”Dedikationen til netop vores område brændte bare igennem. Det gav hende et forspring i forhold til andre fagligt kompetente ansøgere.”

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583