DONG Energy har i dag besluttet at sælge sin ejerandel i det svenske landmølleprojekt, Storrun og sine ejerandele i det norske onshore udviklingsselskab Zephyr. Dermed har DONG Energy frasolgt sine sidste landmølleaktiviteter.
I det 30 MW store landmølleprojekt, Storrun i Sverige, der har været i drift siden 2009, har DONG Energy solgt sin 80 procent ejerandel til den australske pensionsfond Prime Super. Derudover har DONG Energy solgt sin ejerandel på 33 % i det norske onshore udviklingsselskab Zephyr til sine tre norske partnere i projektet, Østfold Energi, Vardar og Energiselskapet Buskerud.
Sidste år meddelte DONG Energy, at selskabet fremover ville fokusere på sine vindaktiviteter på markedet for offshore vind, hvor DONG Energy er markedsførende og har opført cirka hver tredje havmølle i Europa.
Om skiftet fra at opføre både land- og havmøller til udelukkende at fokusere på havmøller, siger Samuel Leupold, der er Executive Vice President i DONG Energy Wind Power:
"I dag er offshore vindenergi den hurtigst voksende teknologi inden for vedvarende energi i Europa, og det er inden for offshore vindenergi, at DONG Energy har sine kernekompetencer. Vi har til dato opført mere end 2.500 MW offshore vindenergi, og vi vil opføre yderligere 4.000 MW inden udgangen af 2020.”
Han fortsætter: "Vi er meget dedikerede i forhold til at udvikle og opføre nye havmølleprojekter og samtidig understøtte den grønne omstilling af vores energisystem. Jeg er derfor meget tilfreds med, at det er lykkedes at sælge vores sidste landmølleprojekter, så vi kan fokusere på videreudviklingen af vores kernekompetencer.”
Senest har DONG Energy fået tilladelse til sit tredje offshore vindprojekt i Storbritannien i år, nemlig Hornsea Project 1, som har en samlet kapacitet på op til 1,2 GW. De to andre projekter er Burbo Bank Extension med en samlet kapacitet på op til 258 MW og Walney Extension med en samlet kapacitet på i alt 660MW.
DONG Energy er i øjeblikket i gang med at opføre Westermost Rough i Storbritannien på i alt 210 MW samt Borkum Riffgrund 1 og Gode Wind 1 +2 i Tyskland, som tilsammen har en kapacitet på 894 MW. Når disse projekter er nettilssluttet, vil DONG Energy have opført en samlet kapacitet på i alt omkring 3.600 MW i Storbritannien, Tyskland og Danmark.