Gør klar til udskiftning af en million elmålere

DONG Energy gør klar til at udskifte cirka en million elmålere i Nordsjælland, Storkøbenhavn og på Frederiksberg. Det omfattende projekt er i de indledende faser, hvor der afholdes EU-udbud, IT-systemer og målere skal leveres, og så skal kundekommunikationen forberedes. Alt i alt er forventningen, at der går 2-3 år, før de første nye elmålere bliver sat op hos kunderne. Men så kommer det også til at gå stærkt, for projektet skal være afsluttet senest ved udgangen af 2020:

"Vi er i gang, og når projektet kommer op at køre, regner vi med, at vi skal skifte 1500 elmålere dagligt blandt vores kunder," siger vice president Knud Pedersen i DONG Energy. 

Udbud er offentliggjort

I første omgang får 6-8 virksomheder mulighed for at kvalificere sig via et EU-udbud, der netop er offentliggjort. Den potentielt store ordre vækker opmærksomhed, og flere interesserede selskaber har udtalt sig i Børsen den 10. april.

"Det vil blive det største projekt af sin art nogensinde for Schneider Electric-koncernen, hvis vi vinder opgaven," siger vicedirektør Søren Eriksen, der har forberedt virksomhedens bud på ordren.

Eltel Networks står på spring:
"Det er et helt vanvittigt stort projekt. Der er 15-20 konsortier af virksomheder, der går efter denne opgave," siger salg- og marketingdirektør Michael Jørgensen, hos Eltel Networks, som går målrettet efter at vinde en del af opgaven.

"Vi håber at blive dem, der skal ud at skifte 1500 elmålere om dagen over tre år. Det vil give arbejde til op til 150 teknikere," siger han.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583