Matthew Wright, Managing Director for Ørsted UK, udtaler: "Klimaforandringerne er en reel og presserende trussel mod vores planet, og for at minimere effekterne af dem skal vi hurtigst muligt omstille vores elsystem til at være uafhængigt af fossile brændstoffer. Den gode nyhed er, at vi er på rette vej, især i Storbritannien, hvor vi er verdensførende inden for anvendelsen af vedvarende teknologier, som fx havvind.
"Vi har en vision om at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det betyder, at vi får brug for mere end bare en grøn energiproduktion. Derfor investerer vi i energilagringsanlæg som Carnegie Road for at fremskynde overgangen til et smartere elnet med mindre CO2-udledning. Batterier og andre innovative lagringsteknologier vil udgøre en vigtig del af et integreret, grønt energisystem, hvilket er nødvendigt for at sikre, at vi i fremover kan tænde lyset uden at skade Jorden."
For at kunne sikre et balanceret og stabilt elnet i Storbritannien er det afgørende, at mængden af den producerede el svarer til mængden af el, der anvendes på et givet tidspunkt. Netbalanceringsydelser er værktøjer, der bruges af det britiske National Grid til at styre elsystemet. Fordi batterilagringsanlæg af natur er dynamiske, kan de reagere meget fleksibelt på behov i nettet, og de er derfor et værdifuldt element i et moderne energisystem med lav CO2-udledning.
Bridgit Hartland-Johnson, der er en del af Ørsteds nyligt dannede Onshore-forretningsenhed og ekspert inden for udviklingen af nye energilagringsprojekter i Storbritannien, siger: "Vores elforbrugsmønster ændrer sig og bliver mindre forudsigeligt, fordi vi bruger flere elektroniske enheder og elektrificerer vores transportsystem. Den måde, vi producerer elektricitet på, ændrer sig også, fordi vi føjer flere energikilder med lav CO2-udledning som vind og sol til nettet. Disse ændringer medfører, at vi bliver nødt til at tilpasse den måde, vi balancerer og driver nettet på, så den bliver mere fleksibel. Kombinationen af lagring og vedvarende energi betyder, at vi nu kan levere infrastruktur, der forbedrer netdriften og i sidste ende leverer større værdi til os som forbrugere."