Danske myndigheder pålægger Ørsted drift af olie- og kulfyrede kraftværker

De danske myndigheder har af hensyn til elforsyningssikkerheden i Danmark truffet en beslutning, der pålægger Ørsted at fortsætte samt genetablere driften af tre kraftværksblokke, der anvender olie og kul som brændsel.

Det drejer sig om Esbjergværkets blok 3 og Studstrupværkets blok 4, som begge anvender kul som primært brændsel, samt Kyndbyværkets blok 21, som anvender olie som brændsel. De to sidstnævnte anlæg er allerede taget ud af drift og konserverede, hvorimod Esbjergværket var planlagt til at blive taget ud af drift den 31. marts 2023.

Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, siger:

”Vi kan konstatere, at myndighederne nu pålægger os at både fortsætte og genetablere driften af nogle af vores olie- og kulfyrede kraftværker af hensyn til elforsyningssikkerheden. Vi vil naturligvis efterkomme myndighedernes krav, og vi går nu i gang med at klargøre og vedligeholde anlæggene samt skaffe bemanding til at drive dem. Det er stadig vores holdning, at vi som samfund skal udfase brugen af gas, olie og kul hurtigst muligt, men vi står midt i en europæisk energikrise, og vi vil naturligvis bidrage til at sikre forsyningen af strøm, så godt vi kan."

Der vil være en række udfordringer af både teknisk og bemandingsmæssig karakter, som Ørsted nu skal løse. For alle tre anlæg gælder det, at der skal foretages vedligehold for at få dem klargjort til drift i den krævede periode. Derudover kræver det højt specialiseret arbejdskraft at drive et kraftværk, og bemandingen skal være oplært i drift af det konkrete kraftværk. Ørsted forventer, at det særligt for Studstrupværkets blok 4 og Kyndbyværkets blok 21 vil tage tid at få disse ting på plads, men vil gøre alt for at få anlæggene klar til drift hurtigst muligt.

De danske myndigheder har pålagt Ørsted at holde de tre anlæg i drift frem til den 30. juni 2024, og Ørsted fastholder derfor sit mål om at blive CO2-neutral i 2025.


Fakta om kraftværksblokkene:
Esbjergværkets blok 3: Kulfyret, kan levere 370 MW el
Studstrupværkets blok 4: Kulfyret, kan levere 360 MW el
Kyndbyværkets blok 21: Oliefyret, kan levere 260 MW el


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Media Relations
Carsten Birkeland Kjær
99 55 77 65
cabkj@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
ir@orsted.com

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Desuden leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder. Ørsted er det eneste energiselskab i verden med en videnskabeligt baseret målsætning om netto-nuludledning. Målsætningen er valideret af Science Based Targets initiative (SBTi). Derudover sigter Ørsted mod, at alle nye grønne energiprojekter, som selskabet sætter i drift, skal have en netto-positiv biodiversitetspåvirkning senest i 2030. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2022 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 7.292 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2021 en omsætning på 77,7 mia. kr. (10,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftninger