Ørsted bliver det første energiselskab i verden, som gennemfører grøn omstilling med en CO2-reduktion på 98 %

Copright Orsted Hornsea 2
Copright Orsted Hornsea 2
Mens verdens ledere er samlet i Brasilien til COP30, markerer Ørsted en milepæl. Med en reduktion af selskabets CO2-udledning på 98 % bliver Ørsted det første energiselskab i verden, der når sit industriførende og videnskabeligt baserede 2025-klimamål.

Ørsted er gået fra at være et af Europas mest CO2-tunge energiselskaber til at være en global leder inden for havvind og har nået sit industriførende CO2-reduktionsmål. Vedvarende energi udgør nu 99 % af Ørsteds energiproduktion, og selskabet har reduceret CO2-intensiteten fra sin scope 1 og 2-udledning med mere end 98 % sammenlignet med 2006. Med indfrielsen af 2025-reduktionsmålet bliver selskabet det første energiselskab i verden, der lykkes med at gennemføre en omstilling fra fossil energi til vedvarende energi.

Ingrid Reumert, Senior Vice President og direktør for kommunikation og bæredygtighed i Ørsted, siger: "At reducere CO2-udledningen er en hjertesag for Ørsted. Vi blev grundlagt på et løfte om at levere grøn, omkostningseffektiv og sikker energi til regeringer over hele verden, og i løbet af de seneste år har vi opført 18,5 GW vedvarende energi. Samtidig har vi arbejdet på at nå i mål med vores egen grønne omstilling. Med en andel af vedvarende energi på 99 % og en CO2-reduktion på 98 % i overensstemmelse med klimaforskningen er vi tilfredse med, at Ørsted nu har fuldendt sin omstilling til grøn energi."

Hun fortsætter: "De sidste ti år har vi set historisk høje temperaturer, og derfor er det vigtigere end nogensinde før, at CO2-udledningerne reduceres over hele verden. Vi fortsætter udbygningen af havvind på vores kernemarkeder, og i næste del af vores omstillingsrejse vil vi have fokus på at reducere vores resterende udledninger, både upstream og downstream, frem mod 2040."

Ørsted har nået milepælen gennem indsatser på flere forskellige områder: ved at udbygge havvind og andre vedvarende energikilder, ved at lukke sine kulfyrede kraftvarmeværker og konvertere de resterende anlæg til certificeret biomasse, ved at frasælge sine olie- og gasaktiviteter, og ved at elektrificerere sin bilpark og dække sit eget elforbrug med grønne certifikater.  

Fremover vil Ørsted i tæt samarbejde med partnere fortsætte med systematisk at reducere sin udledning på tværs af hele værdikæden (scope 1-3) for at nå sit videnskabeligt baserede mål om en nettoudledning på nul i 2040. Der er udarbejdet en køreplan for, hvordan selskabet når dette mål, hvilket bl.a. omfatter initiativer til at reducere de resterende CO2-udledninger fra bl.a. stål, kobber og brændstoffer til skibsfarten.

Klimaindsatsen skal accelereres på COP30 
Ørsteds milepæl for CO2-udledningen kommer på et afgørende tidspunkt, hvor COP30 løber af stablen i Brasilien og verden kæmper med at levere på de klimamål, som blev fastlagt i Parisaftalen.

Ingrid Reumert siger: "Dette års COP handler om handling. Hurtig elektrificering ved hjælp af vedvarende energi er afgørende for at nå klimamålene. Men for at kunne skalere teknologier såsom havvind er regeringerne nødt til at sikre forudsigelighed og attraktive rammer, og så står vi i industrien klar til at foretage de investeringer, der skal til for at opfylde regeringernes klimamål og være med til at skabe en fremtid med grøn, sikker og omkostningseffektiv energi."

FAKTABOKS – SBTi-mål og Ørsteds CO2-reduktion

  • Ørsted lancerede i 2009 sin vision om at omstille sin forretning fra fossil energi til vedvarende energi.
  • I 2017 fastsatte Ørsted sit første mål for reduktion af drivhusgasser fra scope 1-2, som blev godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi), og forpligtede sig til at udfase kul.
  • I 2021 blev Ørsted det første energiselskab i verden med et videnskabeligt baseret mål om en nettoudledning på nul i hele værdikæden (scope 1-3).
  • I 2024 lukkede Ørsted sit sidste kulfyrede kraftvarmeværk.
  • I 2025 når Ørsted sit videnskabeligt baserede mål for reduktion af scope 1- og 2-udledninger og gennemfører dermed sin grønne omstilling (en reduktion på 98 % siden 2006 af CO2-intensiteten fra scope 1-2 og en andel af vedvarende energi på 99 %).
  • For at kunne nå sit SBTi-validerede mål for en nettoudledning på nul i 2040 vil Ørsted fortsætte med at have en systematisk tilgang til sine forretningsbeslutninger og samarbejde med partnere om at reducere sine udledninger på tværs af værdikæden.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: 
Global Media Relations
Kathrine Westermann
99 55 95 52
kawes@orsted.com

Om Ørsted
Ørsted er verdensførende inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker og har sin kerneforretning i Europa. Ørsted har mere end 30 års erfaring inden for havvind og har en installeret havvindkapacitet på 10,2 GW og 8,1 GW under opførelse. Ørsted har en samlet installeret kapacitet af vedvarende energi på over 18 GW på tværs af Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Selskabets portefølje omfatter også landvind, solenergi, energilagring, bioenergianlæg og handel med energi.  Ørsted er anerkendt som et af verdens førende selskaber inden for bæredygtighed og har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 8.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2024 var koncernens driftsresultat eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger 24,8 mia. kr. (3,3 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på LinkedIn og Instagram.