Norges Bank Investment Management bliver partner i Ørsteds Borssele 1 & 2 Havvindmøllepark
This page is also available in English. To switch language click here .
Ørsted har i dag indgået en aftale med Norges Bank Investment Management (NBIM), som køber en 50 % ejerandel af Ørsteds Borssele 1 & 2 Havvindmøllepark på 752 MW i Holland. Havvindmølleparken blev idriftsat i fjerde kvartal 2020 og producerer grøn strøm svarende til en million husstandes årlige elforbrug i Holland.
Den samlede værdi af transaktionen er cirka EUR 1,375 mia. (cirka. 10,2 mia. kr.), som skal betales ved afslutningen af transaktionen, der forventes omkring sommeren 2021. Som en del af aftalen vil Ørsted fortsætte med at levere langsigtede drifts- og vedligeholdelses-ydelser (O&M) fra sin O&M-base i Vlissingen i Holland. Derudover får NBIM leveret netbalanceringsydelser af Ørsted samt en langsigtet afsætningskanal for den vedvarende elektricitet, der genereres af Borssele 1 & 2.
Dagens aftale markerer NBIM's første investering i unoteret, vedvarende energiinfrastruktur.
Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted, siger: "Som en af verdens største institutionelle investorer gør Norges Bank Investment Management en forskel ved at foretage bæredygtige investeringer. Vi er glade for at kunne byde NBIM velkommen som partner på Borssele 1 & 2, som er et skelsættende projekt for Hollands omstilling til vedvarende energi, og vi er glade for at støtte NBIM i deres strategi om at investere i aktiver inden for vedvarende energiinfrastruktur."
Mie Holstad, Chief Real Assets Officer hos Norges Bank Investment Management, siger: "Vi er meget glade for at samarbejde om Borssele 1 & 2 med Ørsted, der er markedsleder inden for havvind. Vi er glade for at have foretaget vores første investering i unoteret, vedvarende energiinfrastruktur, og vi ser frem til at arbejde sammen med Ørsted om at levere grøn energi til hollandske husstande."
Steven Engels, administrerende direktør for Ørsted Benelux, siger: "Jeg ser frem til at arbejde sammen med NBIM om at levere grøn strøm til det hollandske energimix. Borssele 1 & 2 kickstartede Hollands ambitiøse plan for udbygningen af havvind og vil hjælpe landet med at nå sine CO2-reduktionsmål i 2030. Vi er fortsat dybt engagerede i, at Holland og Zeeland-regionen, og vi vil bidrage til energiomstillingen i mange år fremover. Samtidig skaber vindmølleparken fordele for den lokale økonomi ved at støtte beskæftigelse og kompetenceudvikling."
Frasalget til NBIM er betinget af myndighedsgodkendelser.
Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på Ørsteds tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2021 om et resultat på EBITDA-niveau, eksklusive nye partnerskabsaftaler, på 15-16 mia. kr. eller på det udmeldte forventede investeringsniveau for 2021. Udover ovenstående forventes Borssele 1 & 2-partnerskabet at have en EBITDA-effekt på ca. 5 mia. kr. i 2021.
Fakta om Borssele 1 & 2
Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.179 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro).
Om Norges Bank Investment Management
Norges Bank Investment Management er kapitalforvaltningsdivisionen i Norges Bank, den norske centralbank. Som leder af Staten Pensionsfond Udland er dens mission at sikre og opbygge økonomisk velstand for fremtidige generationer i Norge. Norges Bank Investment Management sigter mod det højest mulige langsigtede afkast inden for det investeringsmandat, der er fastsat af det norske finansministerium. Fonden investeres globalt i aktier, fastforrentede og reale aktiver og har investeringer til en værdi af 10.914 mia. norske kroner pr. 31. december 2020. Norges Bank Investment Management fik mandat til at investere i unoteret, vedvarende energiinfrastruktur fra 1. januar 2020