Ørsted etablerer handelskontor i USA
This page is also available in English. To switch language click here .
Ørsted ekspanderer kraftigt i USA inden for udvikling og etablering af havvind, sol og landvind. Med en voksende portefølje er der i stigende grad mulighed for at handle med den grønne el, som parkerne producerer. Derfor etablerer Ørsted nu et handelskontor i Chicago, der skal handle med el på engrosmarkederne.
"Med et trading-kontor i USA får vi mulighed for gennem hedging at reducere risiko og sikre højere afregningspriser på den el, som vores sol- og landvindmølleparker producerer," siger Morten Hultberg Buchgreitz, koncerndirektør i Ørsted.
Ørsted købte i august 2018 selskabet Lincoln Clean Energy og overtog i den forbindelse en solid position på det amerikanske marked for landvind. Selskabet har i dag i USA 1 GW landvind i drift, 670 MW under opførelse i tre delstater og yderligere 2,5 GW landvind- og solprojekter i pipeline.
De rette processer og ny viden
De amerikanske elmarkeder er komplekse, og der er store fordele ved at være tilstede og have dybdegående viden om markederne for at sikre gode elprisaftaler. Derudover kræver det de rette systemer, processer og compliance for at begå sig på trading-markedet.
"Vi har nogle kompetencer og volumen fra vores europæiske trading-kontor, som vi kan overføre til de amerikanske markeder. Og ved at etablere et kontor i Chicago får vi også medarbejdere med indgående viden om de amerikanske elmarkeder," siger Morten Hultberg Buchgreitz.
Ørsteds nye handelskontor i Chicago er åbnet i oktober og forventer i løbet af november at begynde at handle med el. I første omgang vil Ørsteds tradere hovedsagligt handle med el fra Lincoln Clean Energy's landvindmølleparker.