This page is also available in English. To switch language click here .

Connecticut godkender elkøbsaftale for havvindmølleprojektet Revolution Wind

Revolution Wind på 200 MW bliver Connecticuts første havvindmøllepark

Ørsted US Offshore Wind har modtaget godkendelse fra myndighederne i Connecticut af en 20-årig elkøbsaftale for havvindmølleparken Revolution Wind.


Connecticuts offentlige tilsynsmyndighed har godkendt Ørsteds elkøbsaftale med to forsyningsselskaber i Connecticut – Eversource og United Illuminating. Aftalen dækker 200 MW grøn energi, som Revolution Wind skal levere til Connecticut. Det er nok vedvarende energi til at forsyne 100.000 husstande i Connecticut med strøm og fortrænge seks millioner ton CO2.


”Connecticut er nu en vigtig aktør i USA’s havvindindustri,” siger Jeffrey Grybowski, Co-CEO i Ørsted US Offshore Wind. ”Vi er stolte over at bygge statens første havvindmøllepark. Vi er klar til at foretage store investeringer i den lokale arbejdsstyrke og i havnen i New London for gøre klar til projektet.”


Med elkøbsaftalen på plads vil Ørsted fremskynde udviklingsarbejdet på Revolution Wind.  Installationsarbejdet til havs begynder i 2022, og projektet vil være i drift i 2023. Det oceanografiske arbejde og de geofysiske undersøgelser til havs blev indledt allerede i 2018.


Deepwater Wind – nu Ørsted US Offshore Wind – forpligtede sig til at investere mindst 15 millioner dollars i havnen i New London for at gøre det muligt at bygge væsentlige dele af Revolution Wind i New London. Selskabet planlægger også at åbne et udviklingskontor i New London og få en bådebygger i Connecticut til at konstruere projektets mandskabsfartøj i Connecticut. Projektet forventes at skabe over 1.400 direkte, indirekte og afledte jobs.


Connecticuts guvernør Dannel P. Malloy og ministeriet for energi og miljøbeskyttelse valgte i juni måned Revolution Wind i forbindelse med statens første indkøb af havvindenergi.

Revolution Wind, som er placeret i de amerikanske farvande omtrent halvvejs mellem Montauk, New York, og Martha’s Vineyard, Massachusetts, er designet til at fungere som et regionalt energicenter. Revolution Wind skal desuden levere 400MW til delstaten Rhode Island.


Ørsted købte Deepwater Wind i oktober. Den nye, samlede organisation – Ørsted US Offshore Wind – vil være i stand til at levere grøn energi til hver eneste kyststat i den tætbefolkede østkyst-korridor fra Massachusetts til Virginia.  Syv stater i regionen har allerede givet tilsagn om at bygge mere end 10 GW havvindkapacitet inden udgangen af 2030.


Det nye selskab er den klart førende spiller på det amerikanske marked med den mest omfattende geografiske dækning og den største portefølje med en udviklingskapacitet på 8 GW.


Ørsted US Offshore Wind har hovedsæder i Boston i Massachusetts, og i Providence i Rhode Island.


Om Ørsted i USA

Ørsted har skabt den førende amerikanske platform for havvind med den mest omfattende geografiske dækning og den største portefølje i forhold til udviklingskapacitet. Ørsted US Offshore Wind kan levere grøn energi til de syv stater på den amerikanske østkyst, som allerede har givet tilsagn om i alt at bygge mere end 10 GW havvindkapacitet inden udgangen af 2030.


Ørsteds idriftsatte havvindmølleparker i USA (i alt 30 MW):


  • Block Island, USA’s første havvindmøllepark, består af fem General Electric 6 MW-vindmøller, der tilsammen har en kapacitet på 30 MW. Havvindmølleparken Block Island ligger cirka fem kilometer ud for Block Island, Rhode Island, og blev idriftsat i december 2016.

Ørsteds amerikanske udviklingsprojekter inden for havvind, hvor elkøbsaftaler enten er på plads eller under forhandling (i alt 840 MW):


  • Revolution Wind (600 MW): Revolution Wind ligger i den nordlige del af det område ved Massachusetts-Rhode Island, som det amerikanske ’Bureau of Ocean Energy Management’ (BOEM) har leaset til Deepwater Wind, og skal via en forbindelse til det sydlige New England levere strøm til Rhode Island (400 MW) og Connecticut (200 MW). Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Revolution Wind bliver idriftsat i 2023. Revolution Wind-området er placeret godt 24 kilometer syd for Rhode Islands kyst.

  • Skipjack (120 MW): Skipjack ligger godt 30 kilometer ud for Ocean City i Maryland og skal, via en forbindelse over halvøen Delmarva, levere strøm til indbyggerne i Maryland i henhold til den OREC-bekendtgørelse om 20-årige elkøbsaftaler, som blev udstedt af Marylands kommission for offentlig forsyning i 2017. Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Skipjack bliver idriftsat i slutningen af 2022.

  • Southfork (130 MW): Southfork ligger godt 56 kilometer ud for Long Islands kyst og skal via en forbindelse til den østlige del af Long Island levere strøm til husstande i henhold til en langvarig elkøbsaftale, der er indgået med Long Islands forsyningsmyndigheder. Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Southfork bliver idriftsat i slutningen af 2022.

Ørsteds fremtidige udviklingsprojekter inden for havvind i USA (med en potentiel samlet udviklingskapacitet på cirka 8 GW):


  • Bay State Wind: Bay State Wind-projektet ligger ud for Massachusetts kyst og kan potentielt udvikles til en kapacitet på op til 2 GW. Bay State Wind ligger cirka 40 kilometer ud for Massachusetts’ sydkyst og godt 24 kilometer ud for øen Martha’s Vineyard. Projektet er et 50/50-joint venture mellem Ørsted og Eversource.

  • Ocean Wind: Ocean Wind ligger ud for New Jerseys kyst og kan potentielt udvikles til en kapacitet på op til 3,5 GW. Ocean Wind er på et tidligt udviklingsstadie og vil blive placeret cirka 16 kilometer ud for kysten ved Atlantic City.

  • Garden State Offshore Energy: Garden State Offshore Energy, som er et 50/50-joint venture med PSEG, et førende forsyningsselskab i New Jersey, har sikret sig retten til et BOEM-område ud for Delaware og New Jerseys kyststrækning. Projektet kan potentielt udvikles til ca. 1,2 GW havvind.
  • Leasede områder i New England: Ørsted har rettighederne til to BOEM-områder ud for New Englands kyst, som potentielt kan udvikles til en kapacitet på 1,3 GW, og som ligger tæt på vækstmarkederne i det nordøstlige USA.

  • I Virginia skal Ørsted opføre to 6 MW vindmøller til fase ét af Dominion Energys havvindprojekt Coastal Virginia Offshore Wind. De to selskaber har underskrevet en hensigtserklæring, som giver Ørsted eneret til at drøfte en potentiel udvikling af kapacitet på op til 2 GW havvind. 

Ørsted har for nyligt købt Lincoln Clean Energy, der er en førende amerikansk udvikler af vindmølleparker på land. Derudover er Ørsted aktiv inden for batterilagring og udvikling af solenergi og etablerede sidste år en afdeling i Austin, Texas, til at lede denne indsats.


Ørsted er verdens førende virksomhed inden for havvind og driver mere end 1.100 havvindmøller. Ørsteds samlede, installerede kapacitet inden for havvind er på ca. 5,6 GW, og yderligere 3,4 GW er under opførelse. Derudover har Ørsted sikret rettighederne til at bygge ca. 0,9 GW havvindkapacitet i USA i 2023, ca. 1,1 GW i Tyskland i 2025 og ca. 1,8 GW i Taiwan i forbindelse med to projekter, som skal opføres i 2021 og 2025. Ørsted har en ambition om at have installeret en samlet, global havvindkapacitet på 15 GW i 2025.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations

Tom Lehn-Christiansen +45 99 55 60 17