Det er tid til at hylde de frivillige:
Lokalt energibundt kan vinde pris på 75.000 kroner
This page is also available in English. To switch language click here .
Frivillige i lokale idrætsforeninger og -klubber er hver dag med til at sikre, at der er luft i boldene, hold bliver trænet, stævner bliver arrangeret, og at der er styr på transport frem og tilbage.
Det store arbejde, som de frivillige lægger i de lokale idrætsforeninger på tværs af hele Danmark – og som det gode foreningsliv er så afhængigt af – ønsker vi sammen med Danmarks Idrætsforbund at hylde. Og netop i disse dage indstilles frivillige fra hele landet til prisen som Årets Energibundt.
"Vi ønsker med prisen at sætte fokus på det store arbejde, som tusinder af frivillige landet over lægger i foreningslivet. En uselvisk indsats, der er helt afgørende for det lokale foreningsliv," siger Hanne Blume, vores HR-direktør, der er med til at afgøre, hvem der skal have prisen.
Siden tilmeldingen åbnede den 6. november, er mange allerede blevet indstillet. Ønsker man at indstille en frivillig, kan det nås endnu. Indstillingsperioden til Årets Energibundt varer til den 19. november 2017, og man kan indstille på
orsted.com/energibundt.
Prisen som Årets Energibundt uddeles ved DR’s store show Sport 2017 den 6. januar 2018 i Boxen i Herning. Vinderen af prisen kan se frem til en samlet præmie på 75.000 kroner, mens der er 10.000 kroner til både 2. og 3. pladsen.