Good Energy køber vindenergi fra DONG Energy's havmøllepark Westermost Rough

​Det britiske energiselskab Good Energy og DONG Energy har i dag meddelt, at de har indgået et partnerskab. Det er hermed første gang, et britisk selskab inden for vedvarende energi køber strøm fra havvind til sine kunder.

Grøn strøm til over 26.000 britiske husstande

Handlen sikrer Good Energy en leverance på cirka 12 procent af produktionen fra Westermost Rough, som har en samlet kapacitet på 210 MW. Med den andel er der strøm nok til at forsyne mere end 26.000 britiske husstande.

Om Good Energy

Good Energy ejer og driver to vindmølleparker på land og syv solcelleanlæg. Derudover køber de strøm fra over 1.000 uafhængige producenter af vedvarende energi i Storbritannien.

Havmølleparken Westermost Rough, der ligger fem kilometer ud for Yorkshires kyst i det nordøstlige England, består af 35 Siemens 6 MW-vindmøller. Hver vindmølle måler 177 meter fra havoverflade til vingespids.

12 procent af Westermost Roughs årlige produktion svarer til 105 GWh og er nok til at forsyne 26.663 britiske hjem, baseret på et gennemsnitligt årligt elforbrug på knap 3.938 kWh (energiforbruget i Storbritannien i 2016).
Juliet Davenport, stifter og adm. direktør i Good Energy, siger: "Vi er glade for at arbejde sammen med DONG Energy, og for at vi nu for første gang kan tilbyde vores kunder grøn strøm fra havvind. Aftalen skal hjælpe os med at indfri efterspørgslen efter 100 procent vedvarende energi, som er stadigt stigende, i takt med at vi får flere kunder."

"For DONG Energy giver samarbejdet nye muligheder for at levere grønne, integrerede energiløsninger på engrosmarkedet," siger Søren Scherfig, Head of Trading & Portfolio Management i DONG Energy, og fortsætter:



"Vi har en ambition om at understøtte den grønne omstilling i Storbritannien og blive en af landets førende leverandører til industrikunder og den uafhængige detailhandel. Vi ønsker at levere bæredygtig, stabil og prismæssigt konkurrencedygtig energi til vores kunder."

Aftalen løber i første omgang i en periode på 12 måneder, men den vil højst sandsynligt blive udvidet som led i et længerevarende samarbejde mellem de to selskaber. Det er også hensigten, at Good Energy på sigt vil aftage endnu mere strøm fra DONG Energy.

Juliet Davenport tilføjer: "Havvind er en stor britisk succeshistorie, så vi er glade for at kunne tage del i den ved at købe strøm fra Westermost Rough."

Søren Scherfig tilføjer: "Aftalen med Good Energy er en vigtig milepæl, da det er første gang, en britisk leverandør køber energi fra en specifik havmøllepark ejet af DONG Energy."

Good Energy er et hastigt voksende grønt energiselskab, der udelukkende producerer og sælger vedvarende energi og grøn gas til husholdninger og virksomheder i hele Storbritannien. Good Energy investerer i vedvarende energi, herunder vindenergi, solenergi, biobrændsel, vandkraft og tidevandsenergi. Selskabets mission er at understøtte forandring i energimarkedet, imødegå klimaforandringer og øge forsyningssikkerheden.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583