DONG Energy sælger sit sidste affaldsfyrede kraftvarmeværk

DONG Energy indgår aftale om salg af Måbjergværket til Struer Forsyning Fjernvarme A/S og Vestforsyning Varme A/S.

Fakta om Måbjergværket:

Måbjergværket forbrænder affald og spildevandsslam samt halm og flis og kan med en fjernvarmeydelse på 68 MJ/s dække hovedparten af fjernvarmebehovet i Holstebro og Struer kommuner. Derudover har værket en installeret effekt på 28 MW el. 
DONG Energy har i dag indgået en aftale om at sælge det affaldsfyrede kraftvarmeværk ved Holstebro, Måbjergværket, til Struer Forsyning Fjernvarme A/S og Vestforsyning Varme A/S. Dermed frasælger DONG Energysit sidste affaldsfyrede kraftvarmeværk.

"Frasalget er et led i vores strategi om at fokusere på de centrale kraftværker i Danmark. Med aftalen om Måbjergværket sælger vi vores sidste decentrale kraftvarmeværk," siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i DONG Energy.

DONG Energy besluttede i 2011 at fokusere på de store centrale kraftværker og har siden solgt otte biomasse- og gasfyrede decentrale kraftværker samt seks affaldsfyrede værker.

”Vi er i fuld gang med at ombygge en række af vores centrale kraftværker til at fyre med træpiller og flis i stedet for kul og gas, så de bidrager til Danmarks grønne omstilling. Det er vores kernekompetence, og det vi skal satse på. Vores mål er, at mindst halvdelen af den el og varme, der kommer fra vores kraftværker, skal komme fra biomasse i 2020," siger Thomas Dalsgaard.

Stadig del af bioraffinaderi

Salget af Måbjergværket til Struer Forsyning og Vestforsyning ændrer ikke på planerne for bioraffinaderiet Maabjerg Energy Concept, hvor kraftvarmeværket vil skulle aftage biobrændslet lignin fra bioraffinaderiet.

”Måbjergværket er en vigtig brik i planerne for bioraffinaderiet Maabjerg Energy Concept, og derfor er det meget positivt i forhold til en realisering af projektet, at det netop er de lokale forsyningsselskaber i Struer og Holstebro, der nu bliver de nye ejere af værket,” siger Thomas Dalsgaard. 

En realisering af Maabjerg Energy Concept er afhængig af, at Danmark indfører et krav om iblanding af mindst 2,5 procent 2. generations bioethanol i benzinen for at skabe et marked for afsætning. 

Aftalen om salg af Måbjergværket, der er underskrevet i dag, forventes gennemført i løbet af første halvår 2015 og er blandt andet betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Ørsted Media Relations 

Carsten Birkeland Kjær +45 9955 7765
eller cabkj@orsted.dk