1 milliard ligninger og 50 millioner ubekendte

Studerende fra Danmarks Tekniske Universitet(DTU) hjælper DONG Energy til at reducere prisen på havvindenergi med en optimering af kabelsystemerne i havvindmølleparkerne.

Prisvinder

Michael Lindahl og Niels-Christian Fink Bagger modtog DONG Energy's Master Thesis-pris i 2013 og Dansk Selskab for Operationsanalyse's pris for udbredelse af operationsanalyse i 2014 på baggrund af deres arbejde med dette projekt.

Læs mere om Michael og Niels-Christians kabellægningssoftware i DTU's blad om bæredygtige løsninger, Dynamo, på side 38.
Prisen på havvindenergi skal ned. l DONG Energy har vi som mål at reducere prisen på havvindenergi med 35-40% for projekter, vi tager investeringsbeslutning på i 2020 sammenlignet med 2012. Enkelte aktører kan gøre noget, men gennem samarbejde, kan vi ofte opnå endnu bedre resultater. Kablerne i en havmøllepark transporterer strøm ind til en transformerstation på land, der sender strømmen videre ud til vores stikkontakter. Men hvis kablerne ikke bliver brugt optimalt, har det betydning for tab af strøm undervejs og ikke mindst omkostningerne til prisen på kabler og installation. Efterhånden som parkerne bliver større og dermed bruger mere kabel, bliver det sværere at finde den bedste kabelløsning.

"Vi brugte meget tid på at finde den optimale forbindelse af kabler i vores havmølleparker. Vi spurgte derfor i 2011 professor Thomas Stidsen på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til råds, og han satte os i kontakt med to af deres Elite Master-studerende, Michael Lindahl og Niels-Christian Fink Bagger." fortæller Iván Arana Aristi, Cable Engineer i DONG Energy.

Georgios Rogdakis, Power System Engineer i DONG Energy, uddyber:

"De studerende kunne anskue problemet på en helt anden måde, og det har betydet, at vi, i stedet for at bruge flere måneder på at udvikle parkens layout nu kan gøre det meget hurtigere og være sikre på at finde det optimale layout."

Et matematisk optimeringsproblem

Ifølge de to studerende Michael Lindahl og Niels-Christian Fink Bagger, der nu er Ph.d.-studerende på DTU er en anden indgangsvinkel netop en af fordelene ved at samarbejde med studerende. Michael fortæller:

"Ved at anskue udfordringen som et matematisk optimeringsproblem, fik vi mulighed for at udvikle noget software, der håndterer omkring en milliard ligninger og 50 millioner ubekendte. Det betyder, at DONG Energy nu kan indtaste oplysningerne om havmølleparken i programmet og få det bedste kabellayout muligt for hver af de park layouts der er i spil."

Niels-Christian fortsætter: "Det har sparet rigtig mange timers arbejde. Vi er glade for at vores arbejde er med til at sænke omkostningerne ved havvindenergi."

Programmet har været i brug siden slutningen af 2013 og er blevet brugt til kabellayoutet for Burbo Bank Extension, Race Bank, Walney Extension, Hornsea og Borkum Riffgrund 2 og det sparer meget manuelt arbejde og sikrer optimale kabellayouts for DONG Energys havvindmølleparker.

For yderligere information, kontakt:

Media Relations +45 9955 9552