DONG Energy vinder leverance til knap 200 almene boligselskaber

Ny indkøbsportal samler prisaftaler på varer og ydelser til den almene boligsektor.

Fremover bliver det nemt for boligselskaber at finde frem til attraktive priser i deres lokalområde. 350 leverandører fra hele landet har således budt ind på cirka 700 større og mindre opgaver indenfor entrepriser, håndværkerydelser og elektricitet på den nye fælles indkøbsportal, AlmenIndkøb. Portalen er målrettet mod landets almene boligselskaber, og halvdelen af landets almene boliger har allerede tilmeldt sig.

DONG Energy bliver eneleverandør på elektricitet, energirådgivning og de RECS-certifikater, som kan købes af de boligselskaber, der ønsker dokumentation for at have reserveret strøm fra vindmøller svarende til deres forbrug.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi har leveret det mest attraktive tilbud til de almene boligselskaber, der har tilmeldt sig den nye indkøbsportal. Gennem rammeaftalen med AlmenIndkøb tilbyder DONG Energy flere forskellige muligheder for indkøb af elektricitet f.eks. fleksible priser, der følger udviklingen på markedet time for time, og fastpris for dem der ønsker at kende deres pris i en længere periode," siger Lars Møller-Jørgensen, der er ansvarlig for DONG Energy’s offentlige kunder.

Sparer via energyrådgivning

DONG Energy skal ligeledes levere energirådgivning, der  spænder fra målrettet screening og analyse af muligheder for energibesparelser til egentlig gennemførelse af konkrete tiltag. 

”Det er et centralt element i vores strategi, at vi hvert eneste år skal hjælpe vores kunder med at spare flere hundrede millioner kilowatt-timer, så vi glæder os til at forstærke indsatsen i den almene boligsektor. Vi sikrer, at boligselskaberne får et kvalificeret beslutningsgrundlag og en effektiv proces og tilbyder også energimærkning og energikurser,” siger  Lars Møller-Jørgensen.

Almene boligselskaberkøber hvert år varer og ydelser for 15 milliarder kr, og Lejerbo, der i 2011 tog initiativ til indkøbssamarbejdet, forventer at besparelsen kan komme op på 1½ milliard kr.

”AlmenIndkøb er et ambitiøst projekt, som kræver aktiv medvirken fra både de tilmeldte boligorganisationer og de mange leverandører.  Det forudsætter et helt nyt mindset i branchen og hos samarbejdspartnerne. Vi håber, at alle er parate til denne udvikling til gavn for beboerne”, siger Lejerbos adm. Direktør Palle Adamsen.

By- og boligminister, Carsten Hansen, sætter officielt gang i portalen med det første indkøb mandag den 23. juni klokken 15.30 hos Lejerbo på Gl. Køgelandevej 26, i Valby.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583