This page is also available in English. To switch language click here .

Ørsted får havvindkontrakt på 1.148 MW i New Jersey og kan dermed udnytte Ocean Wind-området fuldt ud

New Jerseys ’Board of Public Utilities’ (BPU) har besluttet at tildele Ocean Wind 2 en 20-årig OREC (Offshore Renewable Energy Certificate) til den foreslåede havvindmøllepark med en kapacitet på 1.148 MW. Dermed udnyttes Ocean Wind-områdets maksimale kapacitet på ca. 2.3 GW. OREC-prisen er USD 84,03 pr. MWh med en årlig stigning på 2%.

Ocean Wind 2 udvikles af Ørsted, der er verdens førende udvikler af havvind. Ocean Wind 2 kommer til at ligge umiddelbart ved siden af selskabets første New Jersey-projekt Ocean Wind (’Ocean Wind 1’), som New Jerseys BPU tildelte et OREC-certifikat på 1.100 MW i juni 2019. Ocean Wind 1 udvikles af Ørsted i samarbejde med Public Service Enterprise Group (PSEG), der ejer 25 % af projektet.

Som en del af det vindende bud vil Ocean Wind 2 udløse omfattende investeringer, der vil skabe værdi i New Jersey for netto over 4,8 mia. dollars (ca. 30 mia. kr.) og bringe havvindforsyningskæden til New Jersey og USA.

Med Ocean Wind 2 har Ørsted sikret tilsagn fra GE Renewables (GE) til at placere et af landets første nacelleamontageanlæg i New Jersey. På anlægget skal nacellerne til Ocean Wind 2 og andre havvindprojekter i USA samles.

Ocean Wind 2 bidrager desuden til, at monopælfabrikken i Paulsboro, der blev offentliggjort som en del af Ocean Wind 1-projektet, kan udbygges til at omfatte hele produktionsprocessen. Paulsboro-anlægget, der ejes af EEW, udgør den hidtil største investering i den amerikanske forsyningskæde inden for havvind og medfører, at alle faser i produktionen af stålmonopæle kan håndteres i New Jersey, herunder bukning, valsning, sandblæsning, svejsning og maling. Med en investering på 250 mio. dollars (ca. 1,6 mia. kr.) og en forventning om næsten 500 jobs bliver dette anlæg en hjørnesten i den amerikanske forsyningskæde inden for havvind.

Med dagens udmelding er Ørsted blevet tildelt i alt over 4 GW havvindprojekter i USA, mere end nogen anden udvikler, hvilket åbner for betydelige synergier inden for indkøb, opførelse og drift.

Martin Neubert, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør for Ørsted, siger:

”Det er en ære igen at blive tildelt et projekt af New Jerseys Board of Public Utilities. Med Ocean Wind 1 og 2 kommer vi til at levere mere end 2.300 MW havvindenergi til New Jersey, mens vi samtidig tiltrækker førende producenter til delstaten. At vi tildeles dette projekt er et bevis på Ørsteds evne til at levere overbevisende bud og et vigtigt næste skridt på vejen mod at nå vores netop offentliggjorte mål om at installere 30 GW havvindkapacitet på verdensplan inden udgangen af 2030.”

David Hardy, administrerende direktør for Ørsted Offshore North America, siger:

”New Jersey har som følge af guvernør Murphys bekendtgørelse i 2019 et af landets mest ambitiøse mål for havvind og grøn energi. Vi er stolte over at kunne hjælpe New Jersey med at nå dette mål, samtidig med at vi hjælper med at skabe nye arbejdspladser ved at tiltrække leverandører og underleverandører samt via vores rolle i udbygningen af EEW’s anlæg til produktion af monopæle.”

Såfremt kontrakten underskrives, og Ørsted tager endelig investeringsbeslutning, forventes det, at Ocean Wind 2 bliver idriftsat i 2029.

Ud over Ocean Wind 2 er Ørsted tidligere blevet tildelt følgende amerikanske havvindprojekter:

  • Ocean Wind 1 (75/25-joint venture with PSEG): 1.100 MW, forventes at blive idriftsat senest i 2025. Ligger ca. 25 km syd for New Jersey.
  • Skipjack Wind: 120 MW, forventes at blive idriftsat i 2026. Ligger ca. 30 km ud for halvøen Delmarva.
  • South Fork (50/50-joint venture med Eversource): 130 MW, forventes at blive idriftsat i 2023. Ligger ca. 55 km ud for Long Island, New York.
  • Revolution Wind (50/50-joint venture med Eversource): 704 MW, forventes at blive idriftsat senest i 2025. Ligger ca. 25 km ud for Rhode Island og ca. 50 km ud for Connecticut.
  • Sunrise Wind (50/50-joint venture med Eversource): 880 MW, forventes at blive idriftsat senest i 2025. Ligger ca. 50 km ud for Long Island, New York.
  • Block Island Offshore Wind Farm: 30 MW, blev idriftsat i 2016. Ligger ca. 5 km ud for Block Island, Rhode Island.

Ud over den tildelte kapacitet har Ørsted og selskabets partnere rettigheder til ca. 4 GW havbundarealer på den amerikanske østkyst, som kan udvikles til at deltage i fremtidige udbud om havvind i USA.

Ørsted og Eversource offentliggjorde for nylig, at de til opførelsen af Revolution Wind og Sunrise Wind vil chartre det første fartøj til installation af havvindmøller, der opfylder kravene i den amerikanske Jones Act.

I 2020 afsluttede Ørsted opførelsen af Dominion Energys havvindprojekt Coastal Offshore Wind på 12 MW – de to første vindmøller nogensinde, der er blevet installeret i amerikansk farvand.

Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på Ørsteds forventninger til regnskabsåret 2021 eller på det udmeldte forventede investeringsniveau for 2021.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Ørsted Group Media Relations
Tom Christiansen
99 55 60 17
tomlc@orsted.dk

Ørsted Offshore North America Media Relations
Gabe Martinez
+1 978 447 2301
gamar@orsted.com

Ørsted Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
99 55 79 96
IR@orsted.dk

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.311 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftet fil