Marubeni Corporation bliver medejer af havmølleparken Gunfleet Sands

Marubeni Corporation har indgået en aftale med DONG Energy om at købe en ejerandel på 49,9% i havmølleparken Gunfleet Sands, som har en kapacitet på 172 MW.

Marubeni betaler DONG Energy et kontant vederlag på ca. GBP 200 mio. for ejerandelen på 49,9% i Gunfleet Sands. Gennemførelse af transaktionen er betinget af, at Marubeni opnår finansieringstilsagn fra projektfinansieringsbanker. Handlen forventes gennemført i løbet af fjerde kvartal 2011.

"Vi er glade for at have indgået en aftale med DONG Energy om dette vigtige partnerskab, og det er særligt signifikant, da det er et japansk selskabs første investering i et offshore vindprojekt. Vi følger tæt havvindbranchen og DONG Energy, som er verdens førende virksomhed inden for denne sektor.  Vi mener havvindkraftsektoren udgør en enorm vækstmulighed, ikke blot i Europa, men også i Japan og Amerika," siger Masumi Kakinoki, Executive Officer i Marubeni.

"Vi ser dette samarbejde med et veletableret og fremtrædende japansk selskab som en tillidserklæring til vedvarende energi i almindelighed og DONG Energy i særdeleshed. Vi mener, at en videreudvikling af offshore vindindustrien hviler på, at man kan samle forskellige typer investorer med interesse i dette område. Vi er stolte af, at vi er internationalt anerkendt som en attraktiv partner og markedsleder inden for offshore vind," siger Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy.

Havmølleparken, som ligger ved Themsens udmunding ud for kysten i Essex, producerer grøn strøm svarende til 125.000 britiske husstandes årlige elforbrug. Den første grønne strøm fra havmølleparken blev produceret i august 2009, og hele havmølleparken gik i produktion i foråret 2010.

DONG Energy har en langsigtet aftale om at levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til Gunfleet Sands. DONG Energy og Marubeni har endvidere indgået en langsigtet aftale vedrørende køb af elproduktionen og de grønne certifikater fra Marubenis andel af Gunfleet Sands havmølleparken.

Transmissionsaktiverne er blevet solgt som led i den generelle udbudsproces, der blev indledt af den britiske tilsynsmyndighed Ofgem.

Indholdet af denne pressemeddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2011 eller det forventede investeringsniveau.

 

For yderligere information, kontakt:

 

Media Relations

Andreas Krog

+45 9955 2023

 

 

Investor Relations

Morten Hultberg Buchgreitz

+45 9955 9750

 

 

 

Om DONG Energy:

DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere og omsatte i 2010 for 55 mia. kr. (EUR 7,3 mia.). For yderligere information, se www.dongenergy.com.

DONG Energy er stærkt involveret i produktionen og udbygningen af vedvarende energi i Storbritannien. Selskabet driver i dag havmølleparkerne Gunfleet Sands (172 MW), Burbo Bank (90 MW), Barrows (90 MW) og Walney 1 (184 MW). Derudover er DONG Energy involveret i opførelsen af fire nye store havmølleparker i Storbritannien, blandt andet verdens største havmøllepark, London Array (630 MW), som forventes idriftsat i 2012.

 

Om Marubeni:

Marubeni Corporation er et af de fem største japanske handelsselskaber med aktiviteter inden for en lang række forretningsområder, herunder fødevarer, materialer, kemikalier, energi, metal- og mineralressourcer og transportudstyr. Marubeni's aktiviteter omfatter også elforsyning og infrastruktur, og Marubeni har en stor forretningsenhed inden for energi og som entreprenør samt Independent Power Producer (IPP) på globalt plan . Marubeni har siden  1992 været involveret i IPP-aktiviteter, og har en global kraftværksportefølje på 8.796 MW i 23 lande. Det er Marubeni's nuværende strategi inden for et par år at øge sin portefølje til 11.000 MW, hvoraf vedvarende energiproduktionskapacitet skal udgøre 10 procent.

 

Om havmølleparken Gunfleet Sands:
Havvindmølleparken Gunfleet Sands er beliggende ca. 7 km sydøst for Clacton-on-Sea, Essex. Projektet består af to faser, Gunfleet Sands 1 med 30 turbiner og Gunfleet Sands 2 med 18 turbiner. Hver turbine har en kapacitet på 3,6 MW, hvilket giver en total kapacitet for hele Gunfleet Sands-projektet på 172 MW. Rotordiameteren er 107 meter i diameter, med en maksimum højde på 129 meter fra bladet til havoverfladen.