DONG Energy og Siemens indgår ny leveringsaftale om offshore vindmøller

Siemens skal levere vindmøller og nettilslutning til offshore vindmølleparken Lincs i Storbritannien. Siemens og DONG Energy har yderligere udvidet deres samarbejde inden for offshore vindkraft. I marts 2009 indgik DONG Energy og Siemens Energy Sector en aftale om levering af op til 500 offshore vindmøller med en samlet kapacitet på indtil 1.800 MW. Leveringsaftalen var verdens største af sin art, og parterne tog dermed et stort skridt hen imod en industrialisering af offshore vindsektoren. Implementeringen af leveringsaftalen forløber som planlagt. Ca. 1.000 MW af aftalen er blevet udnyttet til offshore projektet Walney 1 og 2 (367 MW) og offshore projektet London Array (630 MW). I dag har DONG Energy og Siemens indgået en aftale om yderligere at udnytte og udvide leverancen i henhold til den leveringsaftale, der blev indgået i marts 2009, med levering af 75 3,6 MW vindmøller til offshore projektet Lincs (270 MW), der er beliggende i den britiske del af Nordsøen. DONG Energy har [tidligere i dag] bekendtgjort sin deltagelse i Lincs-projektet sammen med Siemens Project Venture. Derudover er Siemens blevet valgt som totalentreprenør på nettilslutningen, herunder offshore understation, onshore understation og udlægning af kabler på land. Vindmøllerne til Lincs-projektet vil, i lighed med projekterne Walney 2 og London Array, være den nyeste version af Siemens' offshore vindmøller, installeret med den 120 meter store rotor. De to første versioner af den nye 120 meter rotor er for nylig blevet opstillet nær DONG Energy's kraftværk, Avedøreværket, ved København. DONG Energy og Siemens har endvidere udvidet deres samarbejde og omfanget i den leveringsaftale, der blev indgået tidligere på året, med henblik på at udnytte parternes erfaring og videreudvikle offshore vindkraft. Leveringsaftalen er således blevet udvidet til at omfatte yderligere potentielle vindmølleleverancer til DONG Energy's projektpipeline for Nordeuropa. Specifikke projektvilkår, herunder nødvendige godkendelser og tilladelser, samt projektøkonomi vil afgøre, hvorvidt de enkelte projekter vil blive opført. Parterne har desuden aftalt et antal justeringer til leveringsaftalen, som forventes fremadrettet at få en positiv indvirkning på projektøkonomien for såvel eksisterende som kommende projekter. Anders Eldrup, administrerende direktør for DONG Energy: “Med disse potentielle yderligere leverancer fra Siemens vil DONG Energy være godt positioneret til at fastholde sin førende position inden for offshore vindkraft. Aftalen er et vigtigt skridt for DONG Energy med henblik på at udvikle og realisere projekterne i vores pipeline. Dette vil sikre vækst inden for offshore forretningsområdet og understøtte udviklingen af vores forretning hen imod en grønnere profil.” “Den udvidede leveringsaftale med DONG Energy er verdens største aftale af sin art, og den vil yderligere styrke vores position som den klart markedsførende aktør på offshore området,” siger Wolfgang Dehen, CEO for Siemens Energy Sector. “Den understøtter desuden vores målsætning om at vokse hurtigere end markedet med henblik på at blive en af verdens tre førende leverandører af vindkraft inden udgangen af 2012.” DONG Energy og Siemens er ledende aktører inden for offshore vindkraft og har historisk arbejdet sammen på innovative projekter. I 1991 opførte de to selskaber verdens første havmøllepark ved Vindeby i Danmark, og har siden arbejdet sammen på mange offshore projekter, herunder f.eks. Middelgrunden nær København (Danmark), Nysted på Lolland (Danmark), Burbo Bank i Liverpool Bay (Storbritannien), Horns Rev 2 i Nordøen (Danmark) samt Gunfleet Sands I+II (Storbritannien), som snart sættes i drift. Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for DONG Energy for regnskabsåret 2009 eller det udmeldte forventede investeringsniveau. For yderligere information kontakt venligst: DONG Energy Media Relations Ulrik Frøhlke +45 9955 9560 DONG Energy Investor Relations +45 9955 9750 Siemens AG Alfons Benzinger +49 9131 18 7034 DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere, handle og sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr. (EUR 8,2 mia.) i 2008. For yderligere information, se www.dongenergy.com. Siemens Energy Sector Siemens Energy Sector er verdens førende leverandør af en komplet vifte af produkter, serviceydelser og løsninger til generering, transmission og distribution af el og til udvinding, omdannelse og transport af olie og gas. I regnskabsåret 2009 (slut 30. september) havde Energy Sector en omsætning på ca. EUR 25,8 mia., en samlet ordreindgang på ca. EUR 30 mia. og et overskud på EUR 3,3 mia. Pr. 30. september 2009 beskæftigede Energy Sector flere end 85.100 medarbejdere. For yderligere oplysninger henvises til www.siemens.com/energy.
Attachments: siemens da.pdf