DONG Energy indsender udbygningsplan og øger ejerandel i Oselvar

DONG Energy's norske efterforsknings- og produktionsselskab, DONG E&P Norge A/S (operatør, 40%), har sammen med licenspartnerne Bayerngas Produksjon Norge AS (30%), Norwegian Energy Company ASA (15%) og Wintershall Norge ASA (15%) udarbejdet en udbygningsplan for det norske olie- og gasfelt Oselvar. Udbygningsplanen er indsendt til behandling og godkendelse hos de norske myndigheder. Parallelt med udarbejdelse af udbygningsplanen har DONG E&P Norge opnået enighed med Wintershall om køb af Winthershalls andel i Oselvar. Den samlede investering i udbygningen forventes at udgøre ca. DKK 4,2 mia. Heraf udgør DONG Energy's andel ca. DKK 2,3 mia. efter købet af Wintershalls interesser i Oselvar. Sammen med olie- og gasfeltet Trym, hvor der i oktober 2008 blev indsendt udbygningsplan til myndighederne, kan Oselvar blive den første DONG Energy-opererede udbygning i Norge. ”I forvejen deltager vi i både efterforskningslicenser og producerende licenser i Norge. Nu ser vi frem til at blive aktive i Norge som produktionsoperatør”, siger Anders Mørland, ansvarlig for DONG Energy´s norske E&P-aktiviteter. Oselvar ligger i den norske del af Nordsøen tæt på den engelske grænse og 23 kilometer fra Ula-feltet, hvor DONG E&P Norge er partner med 20 procent. Oselvar udbygges gennem tre horisontale produktionsbrønde, som gennem en rørledning forbindes til Ula. Herfra transporteres den producerede olie via Ekofisk/Norpipe-systemet til England. En del af den producerede gas sælges til Ula-licensen til gas-injektion med henblik på at øge olieindvindingen, og den resterende del kan blive eksporteret til markedet i Tyskland. Såfremt myndighederne godkender udbygningen medio maj 2009, forventer DONG Energy, at Oselvar kan begynde at producere i fjerde kvartal 2011. Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2009 eller det forventede investeringsniveau, som DONG Energy har udmeldt 6. marts 2009. For yderligere information, kontakt: Investor Relations Morten Hultberg Buchgreitz +45 9955 9750 Media Relations Ulrik Frøhlke +45 9955 9560 DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 5.500 medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr. (ca. EUR 8,2 mia.) i 2008. For yderligere information, se www.dongenergy.com.