DONG Energy øger sin ejerandel i norsk vandkraft

DONG Energy øger sin ejerandel i Salten Kraftsamband (SKS) i Nordnorge med 3,3 procent til knap 24 procent. Ejerskabet i SKS er et led i DONG Energy's ønske om at øge andelen af selskabets aktiviteter inden for vedvarende energi. Udover direkte ejerskab i SKS ejer DONG Energy 33 procent af det nordnorske vandkraftselskab Narvik Energi, der via selskabet Nordkraft ejer 15 procent af SKS. DONG Energy køber aktierne af selskabet BDF Energi. Samtidig med dette har aktionærerne i SKS besluttet at ændre selskabets vedtægter, så der bliver større sammenhæng mellem ejerskab og indflydelse og derved lægge grundlaget for selskabets fremadrettede udvikling. ”Vi har i en årrække været en del af ejerkredsen i SKS, og nu fik vi mulighed for at øge vores aktiepost og derved vores mulighed for at deltage i udviklingen af selskabet. Det falder godt i hak med vores nordeuropæiske vækstambitioner inden for vedvarende energi”, siger administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup. Udover vandkraft deltager DONG Energy i udviklingen af vindenergi i Norge, ligesom selskabet er aktivt inden for olie- og gasproduktion og -efterforskning og ejer godt 10 procent af Ormen Lange, Norges næststørste gasfelt, der gik i produktion 6. oktober i år. Endelig er DONG Energy ved at opføre et gasdrevet kraftværk sammen med Statoil, hvor den norske stat finansierer et tilstødende CO2-rensningsanlæg. For yderligere oplysninger kontakt venligst: Media Relation Ulrik Frøhlke +45 2484 9725 _____________________ DONG Energy er en af Nordens førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere, handle og sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Selskabet havde en nettoomsætning i 2006 på DKK 36,6 mia. (ca. EUR 4,9 mia. eller USD 6,4 mia.). Antallet af medarbejdere er ca. 4.500. For yderligere information, se www.dongenergy.com