14.11.06
Lars Clausen er ansat som ny koncerndirektør i DONG Energy og som adm. direktør for Sales & Distribution med tiltrædelse pr. 1. januar 2007. Lars Clausen kommer fra en stilling som direktør i Shell i London og har tidligere været adm. direktør for Dansk Shell. Lars Clausen er 47 år.
Forretningsområdet Gas Distribution & Storage overføres samtidig til Sales & Distribution under Lars Clausens ledelse. Peter Skak-Iversen fortsætter uændret som direktør for Gas Distribution & Storage.
Koncerndirektør Poul Lind har ønsket at fratræde sin stilling som adm. direktør for Sales & Distribution i DONG Energy til fordel for en stilling som adm. direktør i PowerSense A/S, et porteføljeselskab under BankInvest New Energy Solutions. "Poul har ydet en meget stor indsats i forbindelse med dannelsen af DONG Energy og har bidraget til at skabe korpsånd på tværs af koncernen. Især den meget vellykkede sammenlægning af det tidligere Nesa og Københavns Energi (eldelen) skyldes i høj grad Poul Linds dygtige og engagerede indsats," udtaler adm. direktør i DONG Energy Anders Eldrup, og fortsætter: "Jeg glæder mig til samarbejdet med Lars Clausen. Han vil kunne tilføre DONG Energy en bred viden om den europæiske energisektor".
Koncerndirektør Torkil Bentzen har tidligere meddelt, at han ønsker at træde tilbage pr. 1. januar 2007. Renewables kommer i denne forbindelse under koncerndirektør og adm. direktør i Generation Niels Bergh-Hansens ledelse. Forretningsområdet vil dog stadig være et selvstændigt forretningsområde, hvorfor Per Holmgård, Teknologi og Udviklingsdirektør i Renewables, udnævnes til direktør for Renewables. Per Holmgård er 55 år. "Organisationsændringerne vil bidrage til en mere klar ledelsesstruktur forud for den kommende børsnotering," siger Anders Eldrup.
Kommunikationsdirektør
Peter Arnfeldt
+45 4055 8005