Ørsted skal være CO2-neutral i 2025

Ørsted, der for nylig blev kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed, skal være CO2-neutral i 2025. Dermed vil Ørsted blive det første store energiselskab med en nettoudledning på nul fra sin energiproduktion - langt foran det CO2-reduktionsmål, som forskere har sat for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Derudover har Ørsted fastsat et mål om at have et CO2-neutralt klimaaftryk i 2040.

Gennem de seneste ti år har Ørsted omstillet sig fra at være et selskab baseret på fossile brændstoffer til et grønt energiselskab. Ørsted har gradvist afviklet sin oprindelige forretning baseret på fossile brændstoffer og opbygget en ny virksomhed inden for vedvarende energi, som i dag er blandt de største grønne energiselskaber i verden.

Som førende udvikler af havvind har Ørsted installeret en tredjedel af alle havvindmøller i verden. Ved at reducere CO2-udledningen fra sin energiproduktion og drift har Ørsted nedbragt sin CO2-udledning med 86 % sammenlignet med 2006.

Som offentliggjort i dag i selskabets bæredygtighedsrapport for 2019 tager Ørsted med beslutningen om at blive CO2-neutral i 2025 endnu et skridt på sin grønne omstillingsrejse. 

Henrik Poulsen, administrerende direktør i Ørsted, siger:
"Vi er nået rigtig langt med at reducere vores CO2-udledning, og Ørsted er mere end 20 år foran, hvad der ifølge videnskaben er nødvendigt for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Nu har vi besluttet at gå et skridt videre ved at gøre Ørsted CO2-neutral allerede i 2025. Hvis vi skal bremse klimaforandringerne, kræver det, at alle dele af vores samfund gør en indsats, og det skal være nu. Det gælder især inden for energiproduktion og -forbrug, der tegner sig for 73 % af den samlede CO2-udledning på verdensplan."

Han fortsætter:
"Vi er gået fra at producere energi baseret på fossile brændstoffer til at producere CO2-neutral energi. Vi har set, at forretningen er blevet styrket, og vi har bevist, at en hurtig grøn omstilling kan lade sig gøre. For ti år siden var vi et af de mest kulintensive energiselskaber i Europa, og nu bliver vi CO2-neutrale i 2025."

Ved at blive CO2-neutrale i 2025 bliver Ørsted det første store energiselskab med en nettoudledning på nul fra sin drift og energiproduktion.

"Skiftet fra sort til grøn energi har ikke været nemt, men det har været nødvendigt. Jeg håber, at vores omstilling kan inspirere andre lande og virksomheder til at tage mere drastiske skridt, end de måske tror er mulige. Der er virkelig ingen tid at spilde, hvis vi skal halvere CO2-udledningen inden 2030 og holde den globale opvarmning under 1,5 °C."

Vejen til nettoudledning på nul
De vigtigste indsatsområder, der vil gøre Ørsted CO2-neutral, er en fuldstændig udfasning af kul i 2023 og installation af 20 GW hav- og landvind i 2025, støttet af investeringer på 200 mia. kr. i grøn energi i perioden 2019-2025.

Med sin målrettede indsats for at fortsætte udfasningen af fossile brændstoffer og udbygningen af grøn energi vil Ørsted nedbringe sin CO2-udledning med mindst 98 % i 2025. 

Den resterende udledning, dvs. efter reduktionen på 98 %, stammer fra kilder, hvor det er sværere at reducere CO2-udledningen. Ørsted vil bestræbe sig på at nå en reduktion på over 98 % og finde løsninger, der kan nedbringe den resterende udledning. Blandt løsningerne er Ørsteds beslutning om fra 2021 ikke at købe eller lease biler, der kører på fossilt brændstof, og dermed elektrificere hele selskabets bilpark i 2025. 

Hvis CO2-kompensation bliver nødvendig, vil Ørsted kun gå ind i projekter, der er verificerede, målbare og additionelle, hvilket betyder at CO2-reduktionen ikke ville være sket uden Ørsteds engagement. 

CO2-neutralt klimaaftryk i 2040
Da Ørsted kun er få år fra at have en energiproduktion med en nettoudledning på nul, har selskabet valgt at tage næste skridt på sin grønne omstillingsrejse. Ørsted vil reducere den CO2-udledning, der finder sted uden for Ørsted, men som stadig er forbundet med selskabets aktiviteter for at sikre, at også relaterede udledninger reduceres i overensstemmelse med målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Disse udledninger kommer fra Ørsteds forsyningskæde og energihandel.

Ørsted vil reducere de relaterede CO2-udledninger med 50 % i 2032 sammenlignet med 2018. Ørsted har desuden fastsat et mål om, at det samlede klimaaftryk skal være CO2-neutralt før 2040, hvilket er ti år før det globale mål for en nettoudledning på nul, som i henhold til klimaforskningen er nødvendig for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. 

For at nå dette mål vil Ørsted gradvist udfase handel med naturgas og samtidig øge andelen af handlen med grøn strøm. Derudover vil Ørsted involvere sine leverandører i at reducere CO2-udledningen fra produktion og installation af vedvarende energi og opfordre dem til at sætte mål for CO2-reduktionen i overensstemmelse med klimavidenskaben samt basere driften på grøn energi. 

"Det bliver en udfordring at nå et CO2-neutralt samlet klimaaftryk i 2040, og det kommer til at kræve en betydelig innovation i alle dele af vores forsyningskæde. Mange af de grønne teknologier, der skal til for at reducere udledningen fra forsyningskæden, findes allerede, men de kan endnu ikke konkurrere på pris. Med vores 2040-mål ønsker vi at fremme den fornødne innovation, for at sikre at de grønne teknologier modnes i de brancher, der leverer til os," siger Henrik Poulsen. 

Ørsteds reduktionsmål for CO2-udledninger er videnskabeligt baserede og godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). SBTi har godkendt Ørsteds mål og klassificeret dem som mere ambitiøse end målet om at holde den globale opvarmning på godt under 2 °C. Desuden har SBTi foreløbigt konkluderet, at Ørsteds mål er i overensstemmelse med 1,5 °C. SBTi's metode til vurdering heraf præsenteres senere på året.

 
 

Mål i Ørsteds CO2-reduktionsprogram
2023

  • Komplet udfasning af kul. I løbet af de seneste ti år har Ørsted lukket tre kulfyrede kraftværker i Danmark. Kraftværker med en central rolle i produktionen af varme til danske husstande og industrien er blevet omstillet fra kul til certificeret bæredygtig biomasse. Det sidste kulfyrede kraftværk bliver lukket i 2023.

2025 

  • CO2-neutral drift og energiproduktion.
  • Ved at udfase fossile brændstoffer og installere 20 GW vedvarende energi vil CO2-udledningen være nedbragt med mindst 98 % i 2025 sammenlignet med 2006.
  • CO2-udledningen skal reduceres yderligere og mere end 98 % ved at udskifte hele selskabets bilpark med elbiler i overensstemmelse med EV100-kravene og finde yderligere reduktionsmuligheder i energiproduktionen og driften.
  • Kompensere mulig resterende udledning gennem verificerede og målbare CO2-kompenserende projekter.

2030

  • Opføre mere end 30 GW grøn energi på tværs af teknologier - nok til at levere strøm til mere end 55 millioner mennesker.

2032

  • Reducere udledningen fra forsyningskæde og energihandel med 50 % sammenlignet med 2018 for at sikre, at udledninger på tværs af Ørsteds samlede klimaaftryk reduceres i overensstemmelse med målsætningen om 1,5 °C.

2040

  • Opnå et CO2-neutralt samlet klimaaftryk ti år hurtigere end krævet for at nå målsætningen om 1,5 °C ved at fjerne den resterende udledning fra forsyningskæde og energihandel.

Læs Ørsteds bæredygtighedsrapport for 2019: 'Carbon neutral to stop global warming at 1.5°C' for yderligere oplysninger om Ørsteds CO2-initiativer og -mål.

 
 

Om Ørsted
Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted topper i 2020 Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2019 en omsætning på 67,8 mia. kr. (9,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Anders Stougaard
99 55 67 39
astou@orsted.dk