Praktik blev genvej til karriere

Ayesha Hartlett fra Sydafrika kom i praktik hos DONG Energy. I dag gør hun karriere i dansk erhvervsliv.

Når medarbejdere fra udlandet overvejer at søge til Danmark, så spiller mulighederne for den medrejsende partner en afgørende rolle. Faktisk så stor en rolle, at integration af ægtefæller ifølge Dansk Industri er en af de tre største vækstbarrierer i Danmark.

"Den barriere skal vi nedbryde, og det vil DONG Energy gerne bidrage til. Derfor har vi udenlandske praktikanter, der rejser til Danmark med deres ægtefælle, som allerede har et job," fortæller Hanne Blume, Senior Vice President i People and Development.

I job så hurtigt som muligt

Ayesha Hartlett kom til Danmark fra Sydafrika for knap et år siden som medrejsende hustru. Hun ønskede at komme i job så hurtigt som muligt og prøve kræfter med nye udfordringer. DONG Energy tilbød Ayesha et otte ugers praktikforløb. I dag er hun ansat som HR Partner i Mærsk.

"For mig var det at få et job i Danmark ikke kun et spørgsmål om at forfølge min karriere," siger Ayesha og fortsætter: Det handlede også om at blive integreret i samfundet," fortæller Ayesha og tilføjer: 

"Den bedste måde at blive integreret på er ved at arbejde og bidrage til det samfund, man er blevet en del af. Så kommer man til at møde nye mennesker, lære et nyt sprog og tage imod en kultur, der er anderledes end ens egen."

Alt handler om at passe ind i arbejdskulturen

Ayesha er overbevist om, at 70 procent af et nyt job handler om at passe ind i arbejdskulturen:

"Netop det fik jeg mulighed for at fokusere på i et trygt miljø. Selvfølgelig handler et praktikforløb også om at vise, hvad man kan, og skabe værdi. Men samtidig er det en mulighed for mig til at lære, hvordan man arbejder her, og hvordan det adskiller sig fra, hvordan jeg hidtil har arbejdet." 

Brug for udenlandske talenter

Hanne Blume, Senior Vice President i People and Development, siger: "Ayesha bliver ikke den sidste internationale praktikant i DONG Energy. I takt med at DONG Energy bliver mere og mere international, har vi brug for at kunne tiltrække talenter fra hele verden."

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583