Bæredygtigheds-

programmer

Bæredygtigheds-

programmer i 2019

 

Vores 20 bæredygtighedsprogrammer hjælper os med systematisk at imødekomme vores interessenters forventninger og samtidig håndtere vores forretnings udfordringer. Gennem disse programmer påvirker vi mange verdensmål, og vi bidrager mest til verdensmål 7 og 13.



I år har vi inddelt de 20 bæredygtighedsprogrammer i tre kategorier. Den første kategori bringer vores forretning på linje med klimaforskningen, den anden hjælper os med at håndtere de potentielle konsekvenser af den grønne omstilling, mens den tredje sikrer, at vi fortsat er en ansvarlig forretning.

Få overblik over alle 20 programmer nedenfor, og læs mere om fremskridtene inden for de enkelte programmer i Bæredygtighedsrapport 2019.

 

Vores forretning flugter med klimaforskningen:

Vi udbygger grøn energi i stor skala og reducerer CO2-udledningen i det omfang, det er nødvendigt for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Det bidrager positivt til verdensmål 7 og 13, som er dem, vi bidrager mest til.


  • Reduktion af CO2-udledningen fra energiproduktion og drift

    Øge vores samlede andel af grøn energi og gøre vores energiproduktion og drift CO2-neutral. Det omfatter CO2-udledningen fra produktion af el og varme fra vores drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter, herunder de fartøjer, der servicerer vores vindmølleparker, vores køretøjer og vores sites.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi fastsatte et mål om at gøre vores produktion og drift CO2-neutral i 2025.
    • Vi undersøgte metoder til reduktion af CO2-udledningen fra vores drifts- og vedligeholdelsesfartøjer, blandt andet ved at afprøve batterier som supplement til diesel-bunkerbrændstof.
    • Vi blev medlem af EV100 og fastsatte et mål om 100% elbiler i 2025. Fra 2021 vil vi ikke længere lease biler, der kører på fossilt brændstof.

     

  • Reduktion af CO2-udledningen fra forsyningskæden og energihandel

    Reducere udledningen fra vores forsyningskæde og fra handel med el baseret på naturgas og fossile brændstoffer i overensstemmelse med forskningens grænse på 1,5 °C. I samarbejde med vores leverandører vil vi reducere CO2-udledningen fra de komponenter og ydelser, vi køber til vindmølleparkerne.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi fastsatte et mål om at skære 50% af udledningen fra vores forsyningskæde og energihandel inden 2032. Vores ambition er at blive fuldstændig CO2-neutrale i 2040 for så vidt angår hele vores CO2-aftryk.
    • Vi kompenserer for udledningen fra vores flyrejser fra og med 2019 ved at plante mangrovetræer og købe godkendte CO2-kvoter.

     

  • Udbygning af havvind

    Bygge havvindmølleparker over hele verden. Vi vil bygge mere havvind i alle vores regioner, dvs. Storbritannien, Kontinentaleuropa, Nordamerika samt Asien og Stillehavsområdet. Gennem skalering og teknologisk udvikling kan vi bygge grønne energiprojekter billigere på de markeder, hvor vi er til stede.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • I Storbritannien kom vi godt i mål med opførelsen af verdens største havvindmøllepark, Hornsea 1, og begyndte opførelsen af Hornsea 2.
    • Vi vandt fire store projekter i USA og Taiwan, som er nye havvindmarkeder, og cementerede dermed vores position som globalt førende inden for havvind.

     

  • Udbygning af vedvarende energi på land

    Udbygge vedvarende energiteknologier på land, herunder vind og solenergi. Vores fokus er at opbygge en regional førerposition i USA.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi udvidede vores portefølje i USA gennem opkøb og investeringsbeslutninger om landvindprojekter.
    • Vi fastsatte et mål om en installereret elproduktionskapacitet på land på 5 GW i 2025. Som det ser ud nu, når vi målet.

     

  • Grønnere kraftvarmeværker

    Udfase kul fra vores kraftvarmeværker i Danmark. Vi erstatter kul med certificeret bæredygtig biomasse eller lukker ned for kulfyret kapacitet.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi afsluttede ombygningen af Asnæsværket til bæredygtig biomasse. Alt i alt har vi ombygget seks ud af de syv centrale kraftvarmeværker.

     

  • Integration af grøn energi

    Udbrede løsninger til batterilagring for nogle af vores vedvarende energiprojekter. Vi udforsker også muligheder for at producere fornybar brint til erstatning af fossile brændstoffer i sektorer, der er svære at elektrificere, f.eks. tung industri og transport.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi besluttede at integrere et energilagringsanlæg på 40 MW i Permian Energy Center. Det gør os i stand til at lagre energi fra solcelleanlægget i op til en time.

     

  • Grøn finansiering

    Sigte mod udelukkende at benytte grønne finansieringsinstrumenter fremover, fx grønne obligationer eller grønne lån, for at fremme vores grønne omstilling og fortsætte den globale udbygning af vedvarende energi fra 2019. Vi er medstiftere af Corporate Forum on Sustainable Finance.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi udstedte grønne seniorobligationer til en værdi af GBP 900 mio. og TWD 12 mia. samt en grøn hybridobligation på EUR 600 mio., som supplerer vores grønne seniorobligation på EUR 750 mio. og vores grønne hybridobligation på EUR 500 mio. udstedt i 2017.
    • Vi oprettede en grøn revolverende kreditfacilitet på TWD 25 mia. med 15 banker i Taiwan. Det var første gang, statsejede banker i Taiwan var involveret i finansiering af havvind.

     

Vi håndterer de potentielle konsekvenser af den grønne omstilling:

 

Gennem vores investeringer i grøn energi fremmer vi den økonomiske vækst i lokalsamfundene og forsyningskæderne og bidrager dermed positivt til verdensmål 8 og 11. Vi forebygger og mindsker de potentielle negative konsekvenser af den grønne omstilling i de lokalsamfund og miljøer, hvor vi driver virksomhed, i overensstemmelse med verdensmål 12, 14 og 15.


  • Indkøb af certificeret bæredygtig biomasse

    Dokumentere bæredygtigheden af vores træbaserede biomasse gennem uafhængig tredjepartscertificering i overensstemmelse med den danske brancheaftale om sikring af bæredygtig træbaseret biomasse. Vi køber kun biomasse fra bæredygtigt drevne produktionsskove med løbende genplantning. De træpiller og den flis, vi bruger, er fremstillet af restprodukter. Restprodukterne består mest af trætoppe, grene, syge og krumme træer og savsmuld fra regelmæssig udtynding af skovene.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • 96% af vores indkøbte træbaserede biomasse i år er uvildigt certificeret som bæredygtig i overensstemmelse med den danske brancheaftale.

     

  • Beskyttelse af biodiversitet

    Undgå og reducere påvirkningen af havets økosystemer, når vi udvikler, opfører og driver vores havvindmølleparker. Til det formål foretager vi detaljerede miljøundersøgelser og VVM-undersøgelser. Vi går i dialog med relevante interessenter og samarbejder om at finde frem til bedste praksis med hensyn til, hvordan væsentlige arter og naturlige levesteder kan beskyttes under den fremtidige udbygning af havvindmølleparker.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi bidrog til udarbejdelsen af principperne om bæredygtige have i FN’s Global Compact og har undertegnet dem.

     

  • Lokalsamfund

    Indgå i en åben og struktureret dialog med interessenterne i de lokalsamfund, hvor vi driver virksomhed. Vores projekter varierer fra marked til marked i lighed med forventningerne fra myndigheder, NGO’er, interessenter i lokalsamfundet og leverandører. Derfor søsætter vi en række initiativer, herunder lokale velgørenhedsfonde, lærepladser og legater, og arbejder med udvikling af lokale leverandører.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi støttede etableringen af en havvindindustri i USA, fx indgik vi en aftale om at udvikle Marylands første base for anlægslogistik og montage af havvindmøller.
    • Vi udviklede et lærlingeprogram i samarbejde med DaYeh University i Taiwan for at uddanne teknikere til drift og vedligeholdelse af havvindmøller.

     

  • Ressourcehåndtering

    Reducere affald og om muligt fjerne farligt affald ved at forbedre overvågning og rapportering af affaldsdata, indføre strengere krav i kontrakter og et cirkulært koncept i affaldshåndteringsprocesserne på de enkelte sites.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi udviklede en intern politik og processer for styring af affald og vand på tværs af hele virksomheden, og vi arbejder nu på at opstille mål.
    • Vi reviderede processer på Avedøreværket for at reducere affald til forbrænding fra brugen af biomasse til energiproduktion. Det har medført en højere effektivitetsgrad for biomasse og betydeligt lavere mængder affald, der bortskaffes til forbrænding.

     

Vi sikrer ansvarlig forretningspraksis:


Vores forretning er baseret på ansvar og ansvarlighed i respekt for vores medarbejdere, samarbejdspartnere og leverandører. Gennem vores forskellige programmer bidrager vi positivt til verdensmål 3, 5 og 16 og minimerer samtidig eventuelle negative påvirkninger.
  • Sikkerhed på arbejdspladsen

    Vi bestræber os på at skabe en sikker arbejdsplads for både medarbejdere, leverandører og besøgende leverandører og på at have branchens højeste sikkerhedsstandarder. Vi leder aktivt efter mulige forbedringspunkter og udveksler erfaringer med leverandører for at forankre sikkerhed i vores arbejdspladskultur.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Desværre oplevede vi i 2019 en arbejdsulykke med dødelig udgang for en medarbejder fra en ekstern leverandør på Avedøreværket. Sidst vi havde en arbejdsulykke med dødelig udgang var i 2012. Efter ulykken blev der foretaget en uvildig undersøgelse og gennemført flere forbedringsinitiativer. De omfatter bl.a. flere digitale og manuelle inspektioner, inden man går ind i en silo, og forbedrede sikkerhedsprocedurer, der skal påvise, at anlæg, maskiner og siloer er sikre, inden der udføres nogen form for arbejde.
    • Vi udrullede QHSE-programmet 'Plan Care Communicate' (PCC) i de områder af vores forretning, hvor der er størst risiko for hændelser.

     

  • Medarbejdernes sundhed og trivsel

    Indføre en helhedstilgang til fysisk, social og psykisk trivsel på arbejdspladsen gennem vores Ørsted Life-initiativ. Vi uddanner og støtter ledere i forskningsbaseret stressforebyggelse, og vi bruger data og forskning til at udvikle initiativer til fremme af sundhed og trivsel. Vi tilbyder vores medarbejdere adgang til en lang række ydelser og aktiviteter, som kan finde sted i løbet af arbejdsdagen.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Over 3.000 medarbejdere benyttede de nemt tilgængelige ydelser inden for sundhed og trivsel i 2019, herunder tilbud inden for fitness, velvære og stressforebyggelse.

     

  • Medarbejderudvikling

    Fortsætte med at opbygge en kultur med løbende udvikling, der tager udgangspunkt i den enkelte medarbejders udvikling. Udviklingsmulighederne er fordelt ud på praktisk erfaring på jobbet, netværk og kurser eller uddannelser. Vi tilbyder alle medarbejdere digital og personlig læring via Ørsted Academy. Vi har også skræddersyet programmer for udvalgte unge talenter med stort potentiale, seniorspecialister, ledere og topledere.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Udgav vores første Learn every day- og High-potential development-kataloger for at rådgive medarbejderne om udviklingsmuligheder.
    • Lancerede otte talentkanaler med nøgletalenter og kompetencebaserede fora understøttet af koncerndirektører og direktører.

     

  • Medarbejdertilfredshed

    Vi måler medarbejdertilfredsheden og -motivationen i en årlig medarbejderundersøgelse for at sikre, at medarbejderne trives i deres arbejdsmiljø. Vi måler, hvordan Ørsted opfattes som arbejdsplads, herunder de daglige opgaver, arbejdsbyrde og forholdet til lederne. Vi bruger svarene til at finde frem til, hvor der er brug for en indsats på leder-, afdelings- og virksomhedsniveau.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi nåede vores 2020-mål for tilfredshed og motivation et år før, da vores samlede tilfredshed og motivation steg fra 76 til 77. Med et gennemsnitligt benchmark på 70 for den type undersøgelse ligger Ørsted i toppen blandt sammenlignelige virksomheder.
    • Vi fastsatte et nyt mål om, at vi i 2025 fortsat skal være blandt de øverste 10% af sammenlignelige virksomheder.

     

  • Mangfoldighed og inklusion blandt medarbejderne

    Fremme, opmuntre og advokere for en kultur, hvor forskellige perspektiver betragtes som værdifulde og tages i betragtning, og hvor man frit kan sige sin mening. Derfor har vi klare forventninger til, hvordan mellemledere og ledere varetager deres rolle. Vi integrerer mangfoldighed i Ørsteds rekrutteringsproces, hvor der blandet andet er et krav om at udvælge et mangfoldigt felt af kandidater.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi øgede antallet af kvinder i Leadership Conference, der består af vores 100 øverste ledere. Vi fastholdt andelen af kvindelige mellemledere.
    • I Storbritannien spillede vi en central rolle i UK Offshore Wind Sector-aftalen, som forpligter branchen til at gå fra 16% kvinder i 2019 til mindst 33% inden 2030.

     

  • God forretningsadfærd

    Vi er en transparent og troværdig virksomhed, og vi forpligter os til at udføre vores aktiviteter i overensstemmelse med gældende love og regler. Vi har nultolerance over for alle former for bestikkelse, korruption og returkommission, der gives eller modtages.

    Vores politik vejleder om, hvordan vi interagerer med embedsmænd, forretningspartnere m.v. Vi udfører due diligence screening af vores forretningspartnere gennem vores 'Know Your Counterparty'-program. For at sikre et godt kendskab blandt vores medarbejdere har vi implementeret træning og uddannelse i god forretningsadfærd. Har man mistanke om overtrædelser kan man rapportere dem til ledelsen eller fortroligt via vores Whistleblower Hotline.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi opdaterede vores politik for god forretningsadfærd med bedste praksis på alle de markeder, hvor vi driver virksomhed.
    • Vi opdaterede screeningsprogrammet ’Know your counterparty’ for yderligere at styrke vores risikobaserede due diligence-proces for forretningspartnere i fusioner og virksomhedsovertagelser, joint ventures og andre partnerskaber.

     

  • Programmet for ansvarlige forretningspartnere

    Vi arbejder på at sikre, at vores over 22.000 leverandører efterlever internationale standarder for ansvarlig forretning, som angivet i vores etiske regelsæt for forretningspartnere. Dette program er en del af vores indkøbsproces og bygger på fire trin:

    - Samarbejdspartnere forpligter sig til at overholde vores regelsæt.

    - Med udgangspunkt i risikoen i det enkelte land og for den enkelte kategori samt vores kommercielle engagement under kontrakten laver vi en risikovurdering af de samarbejdspartnere, vi ønsker at undersøge nærmere.

    - Vi besøger dem for at vurdere, om de overholder vores regelsæt.

    - Vi bliver enige med samarbejdspartneren om planer for forbedringer og følger op gennem dialog og yderligere vurderinger.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi gennemførte 439 screeninger af samarbejdspartnere og 38 vurderinger i 2019.
    • De fleste af vores samarbejdspartnere er gode til at overholde vores etiske regelsæt, men vi har konstateret visse risici. De vedrører midlertidige arbejdere med kontrakter, som i praksis forhindrer opsigelse, tilbageholdelse af migrantarbejderes pas, leverandører med utilstrækkelige systemer til at holde styr på arbejdstiden og alt for meget overarbejde. Vores samarbejdspartnere har bragt alle disse forhold i orden til vores tilfredshed.

     

  • Informations- og cybersikkerhed

    Sørge for at sikre og beskytte virksomhedsoplysninger og kritisk infrastruktur ved en risikobaseret tilgang og i tæt samarbejde med vores forretningspartnere. Vi yder vores partnere skræddersyet støtte, uddannelse og oplysning inden for compliance-området, så de indfører og anvender sikkerhedsforanstaltninger i den daglige drift.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi gennemførte globale kampagner for at fremme sikker adfærd på arbejdspladsen, løbende phishing-simuleringer og kommunikation om phishing og skræddersyede informationsbegivenheder for visse medarbejdergrupper.
    • Vi udviklede en ny metode til konsekvensanalyse for bedre at kunne måle virkningen af cyberrisici i hele virksomheden. I 2019 brugte vi den nye metode til at vurdere alle vores applikationer inden for IT og driftsteknologi.

     

  • Ansvarlig skattepraksis

    Vores skatteindberetning er gennemsigtig, og vi giver frivilligt landespecifikke oplysninger om vores skatteforhold i vores årsrapport. Vi bestræber os på ikke alene at overholde loven, men også på at sikre, at vi betaler den rette mængde skat til tiden i de lande, hvor vi driver virksomhed. Vi går i dialog med interessenter og samarbejder med myndighederne på de markeder, hvor vi driver virksomhed, for at støtte effektive skattesystemer.

    Vigtigste fremskridt i 2019:

    • Vi offentliggjorde igen landespecifikke oplysninger om vores skatteforhold i vores årsrapport.
    • Vi deltog i Tax Dialogues, et rundbordsforum for virksomheder, investorer og NGO’er om skat og ansvarlighed under ledelse af Oxfam-Ibis i Danmark.
    • Vi deltog i en offentlig høring for at støtte lovgivningsarbejdet om internationale skatteforhold og gennemsigtighed.

     

Bæredygtighedsrapport

2019

CO2-neutral for at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C