Havvind og sundt fiskeri side om side Ørsted har indgået et samarbejde med den lokale fiskeindustri omkring vores britiske havvindmøllepark Westermost Rough, som blev indviet i 2015. Havvindmølleparken ligger i et meget produktivt fiskeriområde for hummer og krabber. Vores undersøgelse af miljøpåvirkning viste, at byggeriet ville have en vis indvirkning på hummer- og krabbebestanden. Hvis vi får en bedre forståelse af, hvordan byggeriet påvirker den lokale fiskeindustri, kan vi også bedre beskytte den. Derfor er vi i gang med en langsigtet videnskabelig undersøgelse af, hvordan indvirkningen er på bestanden af disse skaldyr. Undersøgelsen er den første af sin slags. De hidtidige resultater bekræfter, at skaldyrsbestanden ikke blev negativt påvirket af byggeriet og viser, at aktiviteter inden for havvind og fiskeri kan pågå side om side i den britiske del af Nordsøen.
Positive og negative virkninger på havmiljøet Havvindmølleparker kan have positive og negative virkninger på det lokale havmiljø. Efter installation fungerer fundamenterne under vand og erosionsbeskyttelsen som hjemsted for visse havdyr som alger og muslinger. Disse arter vokser på konstruktionerne og tiltrækker krabber og fisk, der er føde for havpattedyr som delfiner og sæler. På den måde øges den lokale biodiversitet i havet. Samtidig påvirker midlertidig støj følsomme arter som havpattedyr, og installation af fundamenter og transmissionskabler kan påvirke levesteder i kystzonen. En havvindmøllepark i drift kan påvirke visse fuglearter, som trækker eller fouragerer i eller tæt på parken.