Det EU-støttede Oyster konsortium placerer innovativt brintprojekt i Grimsby

Grimsby i Storbritannien er blevet valgt som hjemsted for et innovativt elektrolyseprojekt til produktion af vedvarende brint i et marint miljø. OYSTER-projektet, der er støttet af Fællesforetagendet for brændselsceller og brint under Europa Kommissionen, skal udvikle og demonstrere et elektrolysesystem, der er designet til at blive integreret med havvindmøller. Projektet vil også undersøge potentialet i at anvende rørledninger til transport af brint til land.

Vedvarende brint har hastigt udviklet sig til et vigtigt redskab i den grønne omstilling, hvilket giver en klar grøn vej frem for mange sektorer, som ellers ville have vanskeligheder med at nedbringe deres CO2-udledninger, for eksempel tung industri eller den tunge transport. Udvikling af offshore brintproduktion gennem elektrolyse, der kun kræver vand og vedvarende elektricitet til at producere vedvarende brint, øger potentialet i brint yderligere, fordi det udgør en metode til at transportere billig vedvarende energi fra områder med fremragende vindressourcer til efterspørgselscentre.

For at indfri målet i EU's brintstrategi på 40 GW elektrolysekapacitet i 2030, vil der forventeligt være brug for både land- og havbaserede elektrolyseanlæg. OYSTER-projektet - som et konsortium bestående af ITM Power, Ørsted, Siemens Gamesa Renewable Energy og Element Energy står bag - vil i et pilotforsøg i Grimsby udvikle og teste et elektrolyseanlæg i megawatt-skala, som kan drives i et marint miljø. Projektet vil også undersøge muligheden for og potentialet i at kombinere en havvindmølle direkte med et elektrolyseanlæg og transportere vedvarende brint til land. Projektet er 100 % finansieret af FCH JU, et offentligt-privat partnerskab under Europa-Kommissionen, som tildelte projektet 5 mio. euro i januar 2021.

OYSTER-konsortiet har valgt Grimsby på grund af Humber-regionens stærke forbindelse til vedvarende energi, især havvind. Grimsby er hjemsted for Ørsteds O&M-base for projekter ud for den britiske østkyst, herunder Hornsea 1 og Hornsea 2, som bliver verdens største havvindmøllepark, når den står færdig i 2022. Begge havvindmølleparker bruger Siemens Gamesa-møller og er udstyret med vinger fremstillet i Hull. Humber-regionen er også hjemsted for brint-projektet Gigastack, som er ved at udvikle en plan for produktion af vedvarende brint i industriel skala fra havvind. Gigastack-projektet ledes af et separat konsortium bestående af ITM Power, Ørsted, Element Energy og Phillips 66 Limited.

På grund af de mange energiintensive industrier såsom raffinaderier, kraftværker, stålværker og glasværker, der ligger langs floden Humber, er regionen Storbritanniens største industrielle klynge målt på CO2-udledninger, som er på 12,4 millioner tons CO2 om året. Det vil være afgørende for Storbritanniens juridisk bindende mål om CO2-neutralitet i 2050 samt Humber-regionens fremtidige økonomi at nedbringe regionens CO2-udledninger, og vedvarende brint kombineret med havvind kan spille en central rolle for at indfri disse ambitioner.

For at realisere potentialet i offshore brintproduktion er der behov for kompakte elektrolysesystemer, der kan modstå det barske miljø til havs og have minimale vedligeholdelseskrav, mens de stadig opfylder omkostnings- og ydelsesmål, der vil muliggøre produktion af billig brint. OYSTER-projektet vil være et stort skridt mod at nå dette mål.

OYSTER elektrolysesystemet bliver designet til at være kompakt, så det kan integreres med en havvindmølle, og til at følge vindmøllens produktionsprofil. Desuden vil elektrolysesystemet integrere afsaltnings- og vandbehandlingsprocesser, hvilket gør det muligt at bruge havvand som råmateriale til elektrolyseprocessen.

ITM Power er ansvarlig for udviklingen af elektrolysesystemet og elektrolyseforsøgene, mens Ørsted vil stå i spidsen for offshore-udrulningsanalysen, forundersøgelser af fremtidige fysiske implementeringer af offshore elektrolyse samt understøtte ITM Power i udformningen af elektrolysesystemet til test og drift i et marint miljø. Siemens Gamesa Renewable Energy og Element Energy leverer teknisk ekspertise og projektledelsesekspertise.

Dr. Graham Cooley, administrerende direktør for ITM Power, siger: "Vedvarende brint er det reneste brændstof, vi har til rådighed i dag. Udnyttelse af havvind og produktion af vedvarende brint ved hjælp af vand i elektrolyseprocessen er en vej til at kunne nedbringe CO2-udledningen i hele energisystemet. ITM Power er glad for at støtte dette skridt i retning af en grønnere og renere fremtid."

Duncan Clark, direktør for Storbritannien i Ørsted, siger: "Kombinationen af havvind og produktion af vedvarende brint rummer et banebrydende potentiale til at nedbringe CO2-udledningen fra sektorer, hvor det ellers er vanskelligt. Som det største havvindselskab i verden undersøger vi offshore brintproduktion som en fremtidig, supplerende måde at få store mængder vedvarende energi, der er genereret fra havvind, til de steder, hvor der er brug for det. Ligesom med opskaleringen af havvind kan tidlige erfaringer fra projekter som dette derefter implementeres i hele regionen og rundt om i verden."

Michael Dolman, partner hos Element Energy, siger: "Siden vi støttede dannelsen af OYSTER-projektet, har vi set et stigende antal projekter, der planlægger offshore brintproduktion og stigende interesse for dette område fra en bred vifte af interessenter. Med valget af hjemsted for demonstrationsanlægget udvikler OYSTER sig godt og projektet vil spille en værdifuld rolle i at fremme elektrolyseteknologi til brug på havet."

Bart Biebuyck, administrerende direktør for fællesforetagendet for brændselsceller og brint (FCH JU), siger: "Havvindmølleparker vil spille en væsentlig rolle i at opfylde EU's udfordrende brintstrategimål om 40 GW elektrolysekapacitet, der drives på vedvarende energi. Afhængigt af lokale forhold kan det være optimalt at flytte elektrolyseanlæg ud på havet og dermed transportere brint i stedet for elektricitet til land. FCH JU er stolte af at støtte OYSTER-projektet som et springbræt for offshore elektrolyseanlæg gennem udvikling af en MW-skala elektrolysator, der skal testes lige ved siden af havet og derfor løbende bidrager til at udvikle teknologier til en klimaneutral fremtid."

Om OYSTER-projektet og FCH-JU

Projektet har modtaget støtte fra det europæiske fællesforetagende for brændselsceller og brint (FCH-JU) under tilskudsaftale nr. 101006751. Dette fællesforetagende får støtte fra EU's fælles strategiske ramme for forskning og innovation Horizon 2020, Hydrogen Europe og Hydrogen Europe Research. FCH2-JU er et unikt, offentligt-privat partnerskab, der støtter forskning, teknologisk udvikling og demonstrationsaktiviteter inden for brændselsceller og brintenergiteknologier i Europa. Formålet er at fremskynde indførelsen af disse teknologier på markedet og dermed realisere deres potentiale som et instrument til at opnå et CO2-frit energisystem.

Om ITM Power

ITM Power plc udvikler integrerede brintenergiløsninger til at balancere elnettet, lagre energi og producere vedvarende brint til transport, opvarmning og kemikalier. I 2004 blev ITM Power plc noteret på AIM-markedet på London Stock Exchange. I oktober 2019 meddelte selskabet, at man havde rejst GBP 58,8 mio. - herunder et bidrag fra Linde på GBP 38 mio. - samt at man havde indgået et joint venture med Linde for at fokusere på levering af vedvarende brint til store industriprojekter verden over.

I november 2020 havde ITM Power rejst yderligere GBP 172 mio., herunder GBP 30 mio. fra Snam, en af verdens førende operatører af energiinfrastruktur. ITM Power driver verdens største fabrik til produktion af elektrolyseanlæg i Sheffield, Storbritannien, med en årlig kapacitet på 1 GW (1.000 MW). ITM Power modtog i januar 2021 en ordre på verdens største PEM-elektrolysator på 24MW fra Linde. Kunder og partnere omfatter bl.a. Sumitomo, Ørsted, Phillips 66, Scottish Power, Siemens Gamesa, Cadent, Northern Gas Networks, Gasunie, RWE, Engie, GNVert, National Express, Toyota, Hyundai and Anglo American

Om Ørsted

Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted er kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab i 2021 i Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.472 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2020 en omsætning på 52,6 mia. kr. (7,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Om Siemens Gamesa Renewable Energy

Siemens Gamesa er en af verdens førende leverandører til vindmølleindustrien med en stærk tilstedeværelse i alle dele af branchen: havvind, landvind og service. Med sine avancerede digitale produktløsninger kan selskabet tilbyde et af sektorens bredeste produktsortimenter samt brancheførende serviceløsninger og bidrager herigennem til at gøre grøn energi til en mere konkurrencedygtig og pålidelig løsning. Siemens Gamesa fremstiller, installerer og vedligeholder både land- og havvindmøller og har installeret mere end 107 GW på verdensplan. Selskabets har en ordrebeholdning til en samlet værdi på EUR 30,2 mia. Selskabets hovedkontor ligger i Spanien og er noteret på den spanske børs (handlet under IBEX 35-indekset).

Om Element Energy

Element Energy er en dynamisk energikonsulentvirksomhed i vækst med speciale inden for CO2-neutrale energiløsninger. Virksomheden er specialiseret i intelligent analyse af CO2-neutrale energiløsninger og hjælper sine kunder med at forstå mulighederne inden for CO2-neutrale teknologier og udvikle innovative projekter, der anvender disse teknologier. Element Energy er involveret i mange af de største brintprojekter i Europa. Disse omfatter en række projekter inden for vedvarende brintproduktion i stor skala og den relaterede anvendelse af brint i transportsektoren og industrien.

Element Energy er for nyligt blevet opkøbt af ERM, der er et globalt konsulenthus inden for bæredygtighed med over 5.500 ansatte i 40 lande. ERM er verdens største konsulenthus, der udelukkende rådgiver om bæredygtighed samt en specialiseret rådgiver, der arbejder med organisationer med henblik på at implementere klimavenlige løsninger, der kan hjælpe med at løse deres udfordringer med at blive CO2-neutrale.


Kontaktinformation
Yderligere information kan fås på projektets hjemmeside eller ved at række ud til:
 
Ørsted Media Relations
Michael Korsgaard
+45 99 55 94 25
mikon@orsted.dk
 
Ørsted UK Media Relations
Mike Day
miday@orsted.co.uk
 
ITM Power plc:
Rebecca Markillie, Marketing and Communications Manager:
RLM@itm-power.com