DONG Energy har af det Eurotrust A/S-ejede selskab Aktiv Wind ApS købt det
polske onshore vindmølleprojekt Karcino, der vil få en kapacitet på op til 51
MW.
Parken forventes i drift i 2010 og det samlede budget til opførelsen er omkring
DKK 600 mio. inkl. DONG Energy's kontante købesum for aktierne, som foreløbigt
kan opgøres til DKK 38 mio.
”Købet af Karcino-projektet styrker DONG Energy's position i Polen, hvor der er
gode muligheder for vindenergiproduktion og attraktive afregningsvilkår. Vi er
derfor glade for at kunne iværksætte etableringen af vores tredje vindmøllepark
i landet. Projektet er et led i vores strategi om at udbygge de vedvarende
energikilder,” siger Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy.
De nødvendige myndighedsgodkendelser og byggetilladelser er på plads for
parken, der er beliggende i det nordvestlige hjørne af Polen nær Østersøen.
I Polen driver DONG Energy i forvejen vindmølleparken Lake Ostrowo og har
parken Karnice I under opførelse. Begge parker har en kapacitet på omkring 30
MW og er beliggende i samme område som Karcino.
Foruden de polske projekter arbejder DONG Energy blandt andet med at etablere
den svenske landmøllepark Storrun (30MW), den danske havmøllepark Horns Rev 2
(209 MW) samt de britiske havmølleparker Gunfleet Sands I + II (108 og 64 MW)
samt Walney I (183 MW).
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke forventningerne til det finansielle
resultat for regnskabsåret 2009 eller det forventede investeringsniveau, som
DONG Energy har udmeldt 6. marts 2009.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 9955 9750
Media Relations
Andreas Krog
+45 9955 2023
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark.
Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle
energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring 5.500
medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr.
(ca. EUR 8,2 mia.) i 2008. For yderligere information, se www.dongenergy.com.