Siemens skal levere op til 500 vindmøller til DONG Energy's kommende offshore
vindmølleparker i Nordeuropa.
DONG Energy og Siemens Energy Sector har i dag underskrevet en aftale om
levering af op til 500 offshore vindmøller.
Leverandøraftalen omfatter vindmøller med en totalkapacitet på op til 1800
megawatt. Møllerne vil blive installeret på DONG Energy's kommende offshore
vindmølleparker i Nordeuropa. Godkendelsesprocedurer og de landespecifikke
økonomiske rammevilkår vil være afgørende for, hvor og hvornår de individuelle
projekter vil blive opført.
“Siemens og DONG Energy har historisk haft et succesfuldt samarbejde omkring
konstruktion og drift af offshore vindmølleprojekter. Med denne aftale tager
parterne i fællesskab et kvantespring hen imod yderligere at strømline
konstruktionen af denne type projekter,” siger Anders Eldrup, adm. direktør i
DONG Energy, og han tilføjer:
“DONG Energy har bygget omtrent halvdelen af alle offshore vindmølleparker i
drift i verden i dag. At indgå i verdenshistoriens største enkeltstående
offshore vindmølleaftale styrker yderligere DONG Energy's førende position
inden for dette felt og giver os et vigtigt værktøj til implementering af vores
strategi om en betydelig ekspansion af DONG Energy's position inden for
vedvarende energi.”
Vindmøllerne, som Siemens vil levere under leverandøraftalen, har en kapacitet
på 3,6 megawatt ligesom de vindmøller, som er i drift på DONG Energy's Burbo
Bank offshore vindmøllepark og de vindmøller, som er ved at blive installeret
på DONG Energy's Gunfleet Sands I+II projekt.
Aftalen giver Siemens mulighed for yderligere at optimere produktionen af
vindmøller til offshore projekter og styrke sin position som førende leverandør
af vindmøller til offshoresektoren.
“Aftalen med DONG Energy er en af de største ordrer i Siemens' historie,” siger
René Umlauft, CEO i Renewable Energy Divisionen i Siemens Energy. “Med denne
aftale tager vi samarbejdet mellem DONG Energy og Siemens til det næste niveau.
Sammen har vi taget et kæmpe skridt hen imod industrialisering af offshore
vindmøllemarkedet, som er en af de hurtigst voksende teknologier inden for
vedvarende energi.”
DONG Energy og Siemens er begge førende inden for offshore vindmølleindustrien
og har igennem historien samarbejdet om innovative projekter. I 1991 opførte de
to selskaber verdens første offshore vindmøllepark i Vindeby i Danmark, og
siden har de arbejdet sammen på mange offshore projekter såsom Middelgrunden
nær København, Nysted i Syddanmark, Burbo Bank i Liverpool Bay (England) og
Gunfleet Sands I+II (England) samt Horns Rev 2 (Danmark), der er under
konstruktion.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke forventningerne til det finansielle
resultat for regnskabsåret 2009 eller det forventede investeringsniveau, som
DONG Energy har udmeldt 6. marts 2009.
For yderligere information, kontakt venligst:
DONG Energy
Investor Relations
Tlf.: 9955 9750
DONG Energy
Media Relations
Andreas Krog
Tlf.: 9955 2023
Siemens A/S
Tanja Thorsteinsson, pressechef
Tlf.: 2670 2728
DONG Energy
er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
5.500 medarbejdere og omsatte for 60 mia. kr. (ca. EUR 8,2 mia.) i 2008.
For yderligere information, se www.dongenergy.com.
Siemens Energy Sector
er verdens førende leverandør af et komplet spektrum af produkter,
serviceydelser og løsninger til produktion, transmission og distribution af
energi og til udvinding, omdannelse og transport af olie og gas. I 2008 opnåede
siemens Energy Sector en omsætning på omkring 22,6 milliarder euro og en
ordreindgang på i alt 33,4 milliarder euro, mens overskuddet udgjorde 1,4
milliarder euro. Den 30. september 2008, var der ca. 83.500 ansatte.
Yderligere oplysninger findes på: www.siemens.com/energy.