DONG Energy øger sin andel af Hejrelicensen med 10 procent til i alt 60
procent. De 10 procent erhverves fra Bayerngas Norge AS (Bayerngas) for USD 48
mio. - ca. DKK 230 mio. Handlen inkluderer derudover overtagelsen af otte
procent i Hejres nabolicens.
Licenspartneren Petro-Canada Denmark GmbH har valgt at sælge deres danske
E&P-licenser til Bayerngas, og det er en del af disse, DONG Energy køber af
Bayerngas. Med købet når DONG Energy's andel af Hejrelicensen og Hejres
nabolicens op på henholdsvis 60 procent og 48 procent.
DONG Energy er operatør på Hejrelicensen, hvor der blev gjort et fund i 2001.
Partnerne er i gang med at forberede en plan for udbygningen af feltet. Det
forventes, at der kan tages stilling til udbygningsplanen i 2009.
"Med købet konsoliderer vi vores tilstedeværelse i et område, hvor vi er
operatør og styrker dermed vores position yderligere på dansk sokkel”, siger
Poul Munk Andersen, Senior Vice President i DONG Energy.
De øvrige partnere i Hejrelicensen er herefter Bayerngas med 15 procent og
StatoilHydro med 25 procent. I Hejres nabolicens er de øvrige partnere
Bayerngas med 12 procent samt Nordsøfonden og StatoilHydro med hver 20 procent.
DONG Energy er operatør på begge licenser.
Købet forudsætter myndigheds- og partnergodkendelser.
Indholdet af denne meddelelse vil ikke ændre DONG Energy's forventninger til
det finansielle resultat for regnskabsåret 2008, der, som tidligere udmeldt,
forventes at være på niveau med resultatet for 2007.
For yderligere information, kontakt venligst:
Investor Relations
Steen Juul Jensen
+45 9955 9724
Media Relations
Ulrik Frøhlke
+45 9955 9560
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere,
handle og sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Selskabet havde
en nettoomsætning i 2007 på DKK 41,6 mia. (ca. EUR 5,6 mia. eller USD 8,3
mia.). Antallet af medarbejdere er flere end 5.000. For yderligere information,
se www.dongenergy.com.