DONG Energy's bestyrelse har i dag besluttet at opføre og drive den polske
landvindmøllepark Karnice I. Parken, der vil få en samlet kapacitet på 30 MW,
forventes at gå i produktion i slutningen af 2009 og den forventede investering
er på DKK 443 mio.
”Polen er et interessant marked med attraktive afregningsvilkår, og vi er
derfor glade for at kunne iværksætte etableringen af vores anden vindmøllepark
i landet. Samtidig er projektet et vigtigt led i vores strategi om at udbygge
inden for vedvarende energikilder,” siger Anders Eldrup, administrerende
direktør i DONG Energy.
Karnice I modtog de endelige myndighedsgodkendelser i foråret 2008, og parken
vil blive placeret i Karnice kommune i det nordvestlige hjørne af Polen nær
Østersøen. DONG Energy driver i forvejen den nærliggende vindmøllepark Lake
Ostrowo, der blev indviet i 2007 og har en kapacitet på 31 MW.
Foruden Karnice I arbejder DONG Energy blandt andet med at etablere den svenske
landmøllepark Storrun (30MW), den danske havmøllepark Horns Rev II (209 MW)
samt de britiske havmølleparker Gunfleet Sands I og II (108 og 65 MW) samt
Walney (151 MW).
Indholdet af denne meddelelse vil ikke ændre DONG Energy's forventninger til
det finansielle resultat for regnskabsåret 2008, der, som tidligere udmeldt,
forventes at være på niveau med resultatet for 2007.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Investor Relations
Steen Juul Jensen
+45 9955 9724
Media Relations
Andreas Krog
+45 9955 2023
------------------
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere,
handle og sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Selskabet havde
en nettoomsætning i 2007 på DKK 41,6 mia. (ca. EUR 5,6 mia. eller USD 8,3
mia.). Antallet af medarbejdere er flere end 5.000. For yderligere information,
se www.dongenergy.com.