DONG Energy's administrerende direktør Anders Eldrup åbnede i dag
havmølleparken Burbo Bank ud for Liverpool i England med deltagelse af den
engelske energiminister, Malcolm Wicks og den danske transport- og
energiminister, Jakob Axel Nielsen.
I dag klokken 13.30 indviede DONG Energy's administrerende direktør Anders
Eldrup sammen med den engelske energiminister Malcolm Wicks og den danske
transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen havmølleparken Burbo Bank, der
er placeret 10 kilometer ude i Det irske Hav, tæt ved Liverpool på Englands
vestkyst.
Parken består af 25 stk. 3,6 MW Siemens-møller med en samlet
produktionskapacitet på 90 MW. De 25 møller vil på årsbasis kunne producere 315
mio. kWh., svarende til 80.000 husstandes årlige forbrug.
DONG Energy har med Burbo Bank været med til at opføre tre havmølleparker i
England.
”Med indvielsen af Burbo Bank styrker vi vores position på det britiske marked.
Udover at være et de mest aktive selskaber indenfor vindprojekter, er vi med
det nyåbnede Ormen Lange-gasfelt i Norge en betydelig gas-leverandør, ligesom
vi har offshore-aktiviteter i West of Shetland. Det er samlet set med til at
manifestere vores position som et integreret energiselskab i Nordeuropa,” siger
Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy.
Ved indvielsesceremonien, hvor lokale politikere, parlamentsmedlemmer og
samarbejdspartnere deltog, sagde den engelske energiminister Malcolm Wicks:
”Storbritannien er en ø-nation med nogle af de bedste vindressourcer i Europa,
hvis ikke i hele verden. Vi har derfor en mulighed for at blive en global leder
inden for havmølle sektoren. De potentielle økonomiske og miljømæssige
gevinster heraf er enorme.
Hvis vi skal nå vores mål for vedvarende energi må vi bygge flere havmølle
parker. Det er mig derfor en stor fornøjelse at se Burbo Bank i drift.
Nordvestengland ser ud til at blive et rigtigt kraftcenter for offshore
vindenergi.”
Den danske transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen glædede sig over det
danske islæt i den britiske satsning på vindenergi.
”Udfordringen med CO2-udslip i atmosfæren er global. Derfor er der også behov
for globale løsninger, og det er ikke uden en vis stolthed, man som dansk
minister kan se, hvordan danske virksomheder bidrager med know-how og
teknologier i den absolutte verdenselite ved projekter over alt på kloden,”
siger Jakob Axel Nielsen.
Burbo Bank havmøllepark dækker et areal på 10 kvadratkilometer. De 25 møller
når med det yderste af vingespidsen cirka 140 meter over vandspejlet.
DONG Energy er i England i forvejen medejer af havmølleparken Barrow på
vestkysten og planlægger at opføre havmølleparken Gunfleet Sands ved Themsens
udmunding på østkysten af England. Derudover arbejdes med partnere om andre
markante britiske havmølleprojekter.
For yderligere information, kontakt:
Louise Münter
Media Relation
Telefon.: 6155 8771
____________________________
DONG Energy er en af Nordens førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark.
Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere, handle og
sælge energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Selskabet havde en
nettoomsætning i 2006 på DKK 35,9 mia. (ca. EUR 4,8 mia. eller USD 6,3 mia.).
Antallet af medarbejdere er ca. 4.500. For yderligere information, se
www.dongenergy.com.