DONG Energy har i dag indgivet et bindende bud til Energistyrelsen på retten
til at opføre en 400 MW stor havmøllepark ved Anholt i Kattegat.
Hvis DONG Energy får tildelt koncessionen forventes den samlede investering at
udgøre op til DKK 10 mia.
”Opførelsen af Anholt havmøllepark bliver en betydningsfuld milepæl inden for
udbygningen af vedvarende energiproduktion herhjemme. DONG Energy har opført
halvdelen af verdens største havmølleparker og er dermed blandt markedslederne
på området. Samtidig vil projektet passe godt ind i vores 85-15 plan for at
forøge vores portefølje af vedvarende energi markant og reducere
CO2-udledningen. Det er derfor naturligt for os at byde ind på Anholt
havmøllepark,” siger Anders Eldrup, administrerende direktør i DONG Energy.
Anholt havmøllepark forventes at levere den første strøm i 2012 og stå færdig i
2013. Parken vil kunne levere CO2-fri strøm svarende til 400.000 danske
husstandes årlige forbrug eller fire procent af Danmarks samlede elforbrug.
DONG Energy opførte i 2009 verdens største havmøllepark, Horns Rev 2 på 209 MW,
i den danske del af Nordsøen samt en lignende park i England. I øjeblikket er
DONG Energy ved at opføre to havmølleparker i England og driver desuden flere
parker i Nordeuropa.
Vinderen af Anholt havmøllepark forventes at blive offentliggjort den 19. april
2010. Indtil da vil DONG Energy ikke kunne udtale sig mere detaljeret om
projektet.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de tidligere udmeldte forventninger
til det finansielle resultat for regnskabsåret 2010 eller det udmeldte
forventede investeringsniveau.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Andreas Krog
+45 9955 2023
Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 9955 9750
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
6.000 medarbejdere og omsatte for knap 50 mia. kr. (EUR 6,6 mia.) i 2009. For
yderligere information, se www.dongenergy.com