DONG Energy har sammen med sin partner Total (operatør) besluttet at udbygge de
to gasfelter, Laggan og Tormore, der befinder sig i regionen vest for
Shetlandsøerne i Storbritannien. DONG Energy ejer 20% og Total ejer 80%.
Felterne befinder sig ca. 140 km nordvest for Shetlandsøerne i henholdsvis blok
206/1a og 205/5a.
DONG Energy's forventede samlede investering i Laggan- og Tormore-felterne er
på ca. DKK 4,3 mia. Felterne skønnes at have samlede gasreserver, der kan
indvindes, på ca. 28 mia. m3, samt en mængde kondensat og en forventet maksimal
produktion på ca. 14 mio. m3 pr. dag. Den første gas fra felterne forventes i
løbet af 2014.
”Vi er meget glade for at være med til at tage det først store skridt i
udbygningen af gasreserverne i dette spændende område, hvor den nye
infrastruktur vil hjælpe med at åbne for det store gaspotentiale i det
betydelige område vest for Shetlandsøerne. Med DONG Energy's licens-portefølje
i området vest for Shetlandsøerne udgør Laggan- og Tormore-felterne en del af
vores strategi om at sikre langsigtede olie- og gasleverancer til vores
kunder”, siger Søren Gath Hansen, koncerndirektør i DONG Energy med ansvar for
selskabets olie- og gasaktiviteter.
”Siden vi indledte vores aktiviteter i området ved Shetlandsøerne i 2000, har
vi deltaget i størstedelen af de fund, der er gjort, og etableret en stærk
position i dette udbygningsområde, der har et stort potentiale”, fastslår Søren
Gath Hansen.
Laggan- og Tormore-felterne vil blive forbundet via en undersøisk rørledning
til et gasbehandlingsanlæg ved Sullom Voe på Shetlandsøerne, hvor den
behandlede gas vil blive eksporteret videre til det engelske rørledningssystem
Frigg (FUKA) i Nordsøen og herfra videre til gasterminalen, St. Fergus, på den
skotske østkyst.
Fra at være uden britisk tilstedeværelse i 2000 har DONG Energy i dag andele i
ni fund og 24 licenser, hvoraf selskabet er operatør på de syv.
DONG Energy's aktiviteter i området blev indledt med tildelingen af
efterforskningslicensen Cambo, hvor det første oliefund blev gjort i 2001. DONG
Energy har siden da deltaget i hver eneste udbudsrunde med succes. I 2004 købte
DONG Energy ConocoPhillips' portefølje i området inklusiv Laggan-fundet.
Selskabet købte sig ind i Rosebank og Tormore, før der blev gjort fund i disse
to felter. I 2009 gjorde DONG Energy som operatør et spændende fund i
Glenlivet-licensen tæt på den planlagte Laggan-Tormore infrastruktur. DONG
Energy deltog ligeledes i Tornado-fundet sammen med OMV som operatør.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de tidligere udmeldte forventninger
til det finansielle resultat for regnskabsåret 2010 eller det udmeldte
forventede investeringsniveau.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Morten Kidal
+45 9955 9583
Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 9955 9750
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
6.000 medarbejdere og omsatte for knap 50 mia. kr. (EUR 6,6 mia.) i 2009. For
yderligere information, se www.dongenergy.com.