Som tidligere udmeldt har DONG Energy besluttet at gennemføre yderligere
omkostningsreduktioner som følge af den faldende efterspørgsel på el. DONG
Energy har derfor besluttet at tage blok 5 på Asnæsværket og blok 4 på
Studstrupværket ud af produktion fra 1. april 2010.
Med lukningen af de to kraftværksblokke trækkes en kapacitet på i alt 980 MW ud
af produktion - hvilket svarer til 18 procent af DONG Energy's termiske
kraftværkskapacitet og 14 procent af selskabets samlede produktionskapacitet
ved udgangen af 2009.
"De to blokke er valgt ud fra overordnede vurderinger af vores
kraftværksportefølje, herunder muligheden for at reducere vore omkostninger
mest muligt," siger koncerndirektør i DONG Energy Niels Bergh-Hansen.
Asnæsværkets blok 5 bruger kul som brændsel med olie som reservebrændsel, mens
Studstrupværkets blok 4 bruger kul, olie og biomasse som brændsel. Den
overskydende mængde biomasse vil i stedet blive brugt på Studstrupværkets blok
3.
Meddelelsen om lukning af de to blokke er samtidig givet til energibørsen
Nordpool.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de tidligere udmeldte forventninger
til det finansielle resultat for regnskabsåret 2009 eller det udmeldte
forventede investeringsniveau.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Andreas Krog
+45 9955 2023
Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 9955 9750
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
6.000 medarbejdere og omsatte for over 60 mia. kr. (EUR 8,2 mia.) i 2008. For
yderligere information, se www.dongenergy.com.