DONG Energy har 17. december 2007 indgået en aftale med Gate terminal B.V. i
Holland, som sikrer DONG Energy muligheden for i fremtiden at kunne importere
flydende naturgas (LNG, Liquefied Natural Gas) til Europa.
Gennem aftalen sikres DONG Energy en importkapacitet på op til 3 mia. m3
naturgas pr. år i terminalen fra 2011 og 20 år frem. Terminalen vil blive
bygget i Rotterdam havn, hvorfra gassen vil blive transporteret videre ind i
det hollandske transmissionssystem for gas.
DONG Energy har i forbindelse med kapacitetsaftalen erhvervet en 5 pct.
ejerandel i terminalen.
”Med vores aftale med Gate terminal B.V. får vi mulighed for at supplere vores
rørbaserede naturgasforsyninger fra Danmark, Norge, Storbritannien og Rusland
med naturgas fra andre dele af verden, hvilket sikrer os en bredere vifte af
leverandører og forsyningskilder”, siger DONG Energy's administrerende direktør
Anders Eldrup.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Louise Münter
Media Relations
Telefon: 6155 8771
Steen Juul Jensen
Investor Relations
Telefon: 3057 8882