Fakta om Ørsteds køb af CO2-kreditter 2008-2012

Dagbladet Politiken har i de seneste dage i en række artikler beskrevet, at et russisk selskab har svindlet med nogle CO2-kreditter, som Ørsted i perioden 2008-2012 investerede i. Vi redegør herunder for fakta i sagen.  
 

Baggrund

På baggrund af Kyoto-aftalen i 1997 er store virksomheder og energiselskaber forpligtiget til at dække deres CO2-udledning med CO2-kvoter eller kreditter. Det har man blandt andet kunnet gøre ved at handle med CO2-besparelser på tværs af lande - enten via CO2-kvoter eller CO2-kreditter. For europæiske energiselskaber med kraftværker - herunder Ørsted - var det derfor en del af den almindelige forretning at handle med CO2-kvoter og kreditter tilbage i 2008-2012.

Alle kraftværker fik tildelt et antal CO2-kvoter og en samlet mængde CO2-kreditter, som selskabet havde mulighed for at købe. Kreditterne blev tildelt for at skabe fleksibilitet for virksomhederne med hensyn til, hvor CO2-reduktionerne blev gennemført, og for at de samlet set kunne opfylde Kyoto-forpligtelsen på den mest omkostningseffektive måde.

Politikens artikler om svindel med russiske klimakreditter

Ifølge Politiken er Ørsted blevet udsat for svindel i forbindelse med handlen af CO2-kreditter fra tre russiske projekter i perioden 2008-2012. De russiske projekter har ifølge Politiken ikke reduceret deres udledning af drivhusgasser, som de blev betalt for via kreditterne. Det har ifølge Politikens oplysninger ført til en merudledning på over 1,5 mio. tons CO2 i løbet af perioden på de fem år, hvilket svarer til ca. 0,6 % af Danmarks CO2-udledning fra energiforbrug i samme periode.

De tre russiske projekter var alle godkendt under FN's retningslinjer, som foreskriver, at når værtslandet, i dette tilfælde Rusland, lever op til alle UNFCCC-kriterierne for at gennemføre tilsyn, verificere og autorisere udstedelse af kreditter, så kan værtslandet afgøre, om et projekt er kvalificeret til at modtage kreditterne. Det har været tilfældet for de tre russiske projekter. Ørsted lagde således til grund for de købte kreditter, at de levede op til de krav, der var stillet til dem, da de var godkendt under FN's retningslinjer og efterfølgende af Energistyrelsen.

De oplysninger, Politiken lægger frem, peger på, at der er tale om svindel i forbindelse med disse tre projekter. Ørsted tager klart afstand fra enhver form for svindel og dermed også fra de metoder, som angiveligt skulle være anvendt i de tre russiske projekter.

Myndighederne har siden erkendt, at kontrolsystemet, der skulle sikre validiteten af disse projekter, ikke fungerede godt nok. Det er et stort problem, hvis man som virksomhed ikke kan stole på projekter, der har været godkendt i overensstemmelse med FN-konventionen UNFCCC. Derfor er det godt, at systemet er blevet ændret for at undgå lignende tilfælde.

Ørsteds grønne omstilling

I Ørsted ophørte vi med at købe kreditter fra de russiske projekter i 2012, og siden 2015 har vi ikke købt CO2-kreditter til vores danske kraftværker.

Vi har i stedet gennemført en omfattende grøn omstilling af vores virksomhed, der hører til blandt de mest omfattende i verden. Vi har besluttet helt at udfase kul i 2023, og har allerede reduceret vores kulforbrug med 91 % siden 2006, og dermed reduceret vores CO2-udledning markant. Vi bruger i dag mindre mængder kul og gas i vores energiproduktion, og CO2-udledningen derfra dækkes af CO2-kvoter fra EU's kvotesystem. Vores mål er, at vi frem mod 2025 vil have reduceret vores CO2-udledning med 98 % sammenlignet med 2006.

Samtidig har vi udbygget den vedvarende energi markant og er i dag et af verdens største selskaber inden for vedvarende energi. Med den mængde strøm, vores vindmølleparker producerede i 2018, sparede vi klimaet for 6,7 mio. tons CO2, som ellers ville være blevet udledt, hvis man havde brugt fossile brændsler til at producere den samme mængde strøm.

Vi er gået foran i vores reduktion af CO2-udledningen ved at erstatte fossile brændsler med vedvarende energi. I de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at erstatte de fossile brændsler, er det fornuftigt at sikre, at CO2-udledningen på anden vis bliver kompenseret. Men det kræver et meget stærkt kontrolsystem, som sikrer reelle reduktioner, hvis man benytter sig af kompensation. Derfor har vi i dag bygget det ind i vores praksis at bruge certificeringsstandarden Gold Standard med uafhængige auditører i de tilfælde, hvor vi investerer i CO2-reducerende projekter.


Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Carsten Birkeland Kjær
99 55 77 65
cabkj@orsted.dk