Asnæsværket gør klar til at sende kullet på pension

Ombygningen af Asnæsværket er snart afsluttet. Nu begynder vi at teste det nye flisfyrede anlæg.

Fakta om blok 6

  • Den nye blok 6 vil kunne levere 25 MW el og i alt 129 MJ/s procesdamp og fjernvarme.
  • Se 40 sekunders time-lapse, der viser to års arbejde med at opføre kedel og turbinebygningen til Asnæsværkets nye flisfyrede blok:
Den første ladning flis er ankommet til Asnæsværket, og projektteamet bag den to år lange ombygning af kraftvarmeværket forbereder sig i disse dage på for første gang at skulle fyre op i kedlerne med flis. 

”Vi har rigtigt travlt med at komme i mål med alle systemer, men vi har formået at holde den stramme tidsplan for montagen. Nu kan vi begynde at sætte anlægget i drift,” siger Henrik Boye Jørgensen, der er Ørsteds projektleder for byggeriet af Asnæsværkets blok 6.

Det nye flisfyrede kraftvarmeanlæg skal fremover levere procesdamp til blandt andet Novozymes’ enzymproduktion i Kalundborg og Novo Nordisks insulinfabrik, som er verdens største. Derudover vil anlægget i samspil med Kalundborg Forsynings store varmepumpe og Asnæsværkets elkedel levere grøn fjernvarme til hele Kalundborg samt understøtte Danmarks omstilling til klimavenlig strøm. 

Halvt års idriftsættelse

Idriftsættelsen er en omfattende opgave, hvor de forskellige komponenter i anlægget skal indkøres og afprøves. Det indebærer blandt andet, at de mange kilometer kedelrør bliver blæst rene for svejseskaller, rust og sandpartikler ved hjælp af damp. 

”Når kedelrørene er blæst rene, skal vi starte dampturbinen op og trimme den ind. Derefter følger måneder, hvor vi tester anlægget, og efter planen overgår den nye blok til kommerciel drift i begyndelsen af det nye år,” siger Henrik Boye Jørgensen.

Med Asnæsværkets flisfyrede blok 6 tager Ørsted endnu et vigtigt skridt på vejen mod komplet udfasning af kul på kraftværkerne.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Ørsted Media Relations 

Carsten Birkeland Kjær +45 9955 7765
eller cabkj@orsted.dk