Ørsted sikrer sammen med sine partnere støtte til brintprojektet WESTKÜSTE 100 i Tyskland

I dag har partnerne i Westküste 100-projektet som det første stor-skala brintprojekt i Tyskland under rammerne af Reallabor (real-world laboratory) modtaget bekræftelse på tilsagn om støtte fra det tyske Ministerium for Økonomi og Energi.

Martin Neubert, Executive Vice President og CEO for Ørsted Offshore, siger:

"Støtten fra det tyske Ministerium for Økonomi og Energi til Westküste 100 er et betydeligt skridt fremad for vores brintforretning. Westküste 100 er vores tredje brintprojekt - og det første i Tyskland - som er blevet godtaget til at få offentlig støtte, og vi er meget spændte over mulighederne for at støtte den tunge industri og tung transport med grønne alternativer baseret på vedvarende brint."

Produktionen af brint har traditionelt været forbundet med store CO2-udledninger, men ved at bruge vedvarende elektricitet, for eksempel fra en havvindmøllepark, kan processen med at producere brint fra vand (elektrolyse) gøres uden CO2-udledninger. Energiintensive industrier og transportsektoren vil have muligheden for at reducere deres CO2-udledninger ved at bruge vedvarende brint.

Formålet med Westküste 100-projektet er at gøre industrielle processer, luftfart, byggesektoren og opvarmning mere bæredygtige i fremtiden. Westküste 100-projektet modellerer en regional brintøkonomi på en industriel skala. Forholdene ved Nordtysklands vestkyst er ideelle til dette: En stærk region inden for vindenergi møder innovative selskaber, der vil bidrage til at nå de vigtige klimamålsætninger.

Projektet har et samlet budget på EUR 89 millioner. Den godkendte støtte til projektet, som begynder 1 august 2020, beløber sig til EUR 30 millioner. Sammenlagt har ti partnere slået sig sammen for at skabe konsortiet: EDF Germany, Holcim Germany, OGE, Ørsted, Raffinerie Heide, Stadtwerke Heide, Thüga og thyssenkrupp Industrial Solutions, sammen med Region Heide Development Agency og Fachhochschule Westküste.

Volker Malmen, landechef for Ørsted i Tyskland, siger:

"Vi er meget tilfredse med denne positive beslutning. Projektet er unikt, fordi det bruger havvind til produktionen af brint i stor skala. Kun havvind kan levere sådan en pålidelig, vedvarende kilde til grøn strøm til brug i elektrolyseprocessen. Dette kræver, at udbygningen af vedvarende energikilder og havvind er balanceret op imod den stigende efterspørgsel efter brintproduktion. Vi mener, at vedvarende brint bliver en hjørnesten i at nedbringe CO2-udledningen fra industrisektorer. Westküste 100-projektet er en hjørnesten i vores bestræbelser for at bane vejen for vedvarende brint, som vi har gjort det inden for havvind, for at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi."

Starten af den første projektfase - elektrolyseanlægget

Med den godkendt tildeling fra det tyske Ministerium for Økonomi og Energi, kan Westküste 100-projektetet nu gå ind i sin første fase. Denne første fase indeholder flere elementer. Et nyligt grundlagt joint-venture, "H2 Westküste GmbH", som består af EDF Germany, Ørsted og Raffinerie Heide, har planer om at bygge et elektrolyseanlæg på 30 megawatt. Dette vil producere grøn brint fra havvind og levere information fra driften, vedligehold, kontrol og netydelser fra anlægget. Desuden vil transport af brint gennem rørledninger og brugen af brint i ny og eksisterende infrastruktur omkring Heide blive testet. Konsortiet igangsætter også arbejdet med at udvikle en vision for stor-skala sektorkobling, inklusive et 700MW stort elektrolyseanlæg, i et konkret projekt. Det vil kræve signifikante tiltag inden for R&D og engeneering.

Om Ørsted:

Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted topper i 2020 Corporate Knights' Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.600 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2019 en omsætning på 67,8 mia. kr. (9,1 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

 

Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Michael Korsgaard
+45 99559425
mikon@orsted.dk
 
Ørsted Tysklands presseafdeling
Steffen Kück
+49 40181310829
steku@orsted.de