Astronauter inviterer dig ud i rummet for at inspirere til hurtigere klimaindsats

New York - Astronauter fra USA og Europa er gået sammen med Ørsted for at skabe projektet Space Safari, der skal sende jordboere ud på en virtuel rejse i rummet (www.orsted.com/spacesafari). Formålet er at få os alle til at se Jorden som vores fælles hjem og herved hjælpe med at fremskynde klimaindsatsen.

De fire astronauter Andreas Mogensen (Danmark), Helen Sharman (UK), Mike Massimino (USA) og Reinhold Ewald (Tyskland) har i samarbejde med energiselskabet Ørsted skabt virtual reality-oplevelsen Space Safari, der sender brugeren på en rummission for at se Jorden, som astronauter ser den.

"At se Jorden fra rummet ændrede min opfattelse af mig selv og af verden. Jeg så en utrolig smuk, men også skrøbelig planet i et kæmpe univers, og det blev meget tydeligt for mig, at Jorden ikke bare er 195 lande, men én planet, som vi deler med hinanden. Jorden er vores fælles hjem, og vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi sammen kan passe på hele planeten," siger Andreas Mogensen, der guider danskerne igennem den virtuelle rumrejse.

Filip Engel, Vice President for Sustainability, Public Affairs & Branding hos Ørsted siger: "Vi tror, at hvis flere mennesker oplever Jorden, som astronauter gør, vil det skabe en større følelse af ansvar for vores fælles hjem og fremskynde klimaindsatsen - og det er nødvendigt, hvis vi skal begrænse den globale opvarmning til 1,5°C. I samarbejde med astronauterne har vi skabt Space Safari-projektet for at gøre astronauternes syn på vores planet tilgængelig for alle. Vores håb er, at oplevelsen kan inspirere folk til at kræve hurtigere grøn handling."

Med Space Safari kan alle nu tage på en smuk rejse ud i universet og rundt om Jorden, guidet af en af de fire astronauter. Virtual reality-oplevelsen forsøger at genskabe det fænomen, som astronauterne omtaler som 'the overview effect' - en ændring i opfattelsen af Jorden, som opstår, når den betragtes fra rummet. Astronauter fortæller, at oplevelsen har givet dem en forstærket følelse af samhørighed med Jorden og en øget trang til at passe på den.

Klimaets årti

CO2-udledning fra menneskelig aktivitet er den primære årsag til den globale opvarmning. Fossile brændstoffer forårsager 75 pct. af den globale CO2-emission, og de stammer primært fra energisystemerne. Ifølge videnskaben har verden indtil 2030 til at få halveret udledning af CO2, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5°C.

Space Safari har premiere den 24. september på Climate Week i New York, hvor politiske ledere, erhvervsorganisationer og grønne NGO'er fra hele verden samles for at diskutere, hvordan verden kan fremskynde klimaindsatsen og reducere CO2-udledningen med 50 pct. inden 2030. 

 

Projektet lanceres til åbningseventen 'The Climate Decade', hvor 200 deltagere vil rejse ud på den virtuelle Space Safari på samme tid. Se livestream af eventet her: https://www.youtube.com/watch?v=zRSG5x18A28

Space Safari opleves bedst med et virtual reality-headset og kan ses gratis på flere platforme, herunder YouTube, hvor den også kan ses uden et virtual reality-headset.

Læs mere om Space Safari på www.orsted.com/spacesafari.

Find Space Safari på YouTube: https://youtu.be/lGbfT_L_9hY

Om astronauterne

Andreas Mogensen

ESA-astronaut og den første dansker i rummet.

Samlet tid i rummet: 9 dage 20 timer 14 minutter.

Helen Sharman

Den første brite i rummet. Besøgte Mir-rumstationen i 1991.

Samlet tid til i rummet: 7 dage 21 timer 3 minutter.

Reinhold Ewald

Tysk fysiker og kosmonaut. Har besøgt Mir-rumstationen.

Samlet tid i rummet: 19 dage 16 timer 34 minutter.

Mike Massimino

Tidligere NASA-astronaut og den første person, der har tweetet fra rummet.

Samlet tid i rummet: 23 dage 19 timer 48 minutter.

 

For yderligere information, kontakt:

Anders Stougaard
+45 99 55 67 39